Rejser til Centro de Portugal

Midtportugal omfatter næsten hele området mellem floderne Douro og Tejo. En rejse til Midtportugal indebærer en gennemrejse i de tre spændende og kontrastfulde provinser Beira Alta (en øvre del), Baixa (den nedre del) og Litoral (kysten). Området mellem Portugals to største byer, Lissabon og Porto, byder på en perlerække af interessante, historiske byer og små charmerende fiskersamfund, hvor gamle traditioner stadig holdes i hævd.

Der er vidunderlige bjergområder og forrygende skovområder blandet med vinmarker i dette store bukoliske landskab. Ved kysten er der fantastiske strande og romantiske byer som Aveiro, omringet af en saltvandslagune og kanaler, som er en stor oplevelse.

Mange historiske byer 

Når man tager til Midtportugal færdes man i et meget vigtigt, strategisk handelsområde fra det 15. årh. Det bjergrige landskab inde i landet har i mange århundreder være isoleret fra resten af resten af landet, og er kendetegnet ved fæstninger, der beskyttede grænsen mod Spanien.Inde i de bjergrige og isolerede dele af landet er der mange spor af de civilisationer, der har beboet området indtil Portugal blev grundlagt i 1139 og efterfølgende koloniseret. Jøder, der flygtede fra den spanske inkvisition i det 15. århundrede, bosatte sig her og udviklede silkeindustrien. Portugals første konger boede i Midtportugal før Lissabon blev hovedstad. Ved Leiria lod kong Dinis plante den store fyrreskov, der sikrede tømmer til den portugisiske flåde og skibene til opdagelsesrejserne i det 15. århundrede.

Seværdigheder

Rejser til Midtportugal byder på mange seværdigheder. Estrela-bjergkæden har været en overvældende naturpark siden 1976 og her ligger fastlandets højeste punkt (1993 m). I Covilhã, placeret på bjergsiden finder man Portugals første industrielle produktion af uld - en tradition, der er over 800 år gammel. Byen Viseu er kendetegnet af sin smukke katedral og Grão Vasco-museet, med Portugals måske bedste eksemplarer af renæssancemalerier, og i Belmonte finder man smukke gamle jøde-kvarterer, en synagoge og et jødisk museum.

Gastronomi, maden og vinen

Foruden at være et umådelig skønt område, så er det centrale Portugal et af de gastronomisk mest afvekslende områder i landet, idet man her har specialiseret sig i lokale delikatesser så som ålestuvning og alle slags stegt kød og skaldyr.

Når du rejser til Midtportugal, bringes du tættere på de berømte Dão og Bairrada vinregioner, der producerer fremragende mousserende vine. Kysten byder på maleriske fiskelejer og hyggelige mindre byer som Praia de Mira, Buarcos og Costa Nova. Udover vin finder man lækre fiske- og skaldyrsretter og ikke at forglemme Bairradas berømte stegte pattegris. Man kan rolig lade sig forkæle med alt godt fra den portugisiske gastronomi, da prisniveauet er rimeligt og gæstfriheden i top.

Egnsspecialiteter 

Besøgende i den forhistoriske universitetsby Coimbra bør smage chanfana, en tyk gryderet med gedekid eller lammekød i rødvinsstuvning, samt de lokale kager, der er kendt som Santa Claras.

Egnens mest berømte ret er formentlig leitao, stegt pattegris fra landsbyen Mealhada, mens frisk ørred er en lokal delikatesse i Covilha, en malerisk by i Serra da Estrela bjergene, også kendt for sin kraftige fåreost, der kaldes queijo da serra. Feriestedet Nazaré ved kysten er mest bemærkelsesværdig for sin fiskestuvning, kendt i Portugal som caldeirada.

Små tærter så som pasteis de nata repræsenterer egnens store udvalg af kager, hvoraf de fleste er baseret på æggeblommer, mandler og krydderier. Sintras små ostekager, der kaldes queijadas, kan købes varme hos den lokale bager.

De fleste store nationale portugisiske retter findes også i hovedstaden Lissabon, hvor et væld af restauranter serverer det bedste inden for det regionale køkken, så som smagfulde fiskesupper, lokale fiskeretter, søtunge, kogt kulmule, krabbekød, lever, agerhøne og oksebøffer i en skarp løgsovs.

De bedste sandstrande

Her ligger også en 280 km lang kyststrækning med nogle af landets bedste badestrande, der stort set er ukendte for turister.

Obidos - Coimbra - Fatima

Fra Lissabon er der blot en god times kørsel til middelalderbyen Obidos, hvis 13 meter høje bymure omgiver den gamle bydel, som er erklæret nationalt monument. Med de vidunderlige, pittoreske gader kranset af farvestrålende huse med gotiske døre og vinduer, de strålende hvide kirker og blomsterfloret regnes byen for en af Europas mest romantiske middelalderbyer. På bredden af Mondego-floden ligger Coimbra, der er en af Europas ældste universitetsbyer, og i dag sætter de mere end 20.000 studerende deres livlige præg på den gamle by. Den hellige by, Fatima, hvor Jomfru Maria i 1917 viste sig for 3 små hyrdebørn er på linje med Lourdes i Frankrig og Santiago de Compostela i Spanien en af de mest betydningsfulde katolske pilgrimsbyer i Europa.

Nazaré - Cabo Carvoeiro - Berlengas

Det siges at fiskerbyen Nazaré fik sit navn, da en munk fra Nazarat i det 4. århundrede bragte en statue af Jomfru Maria hertil. I dag er den Portugals mest populære fiskerby, hvor man tydeligt kan fornemme byens oprindelige charme. Fiskerbådene trækkes ikke længere på land ved hjælp af okser, men de er stadig udsmykket i de traditionelle klare farver og med øjne, der skal sikre dem mod skibbrud. Mange fiskere bærer stadig de traditionelle ternede skjorter og strikkede huer, mens deres koner iklæder sig op til 7 lag skørter under nederdelen. I Peniche finder man landets næststørste fiskerflåde, et stort udvalg af fiskerestauranter og kniplinger udført efter gamle traditioner. Fra byen kommer man nemt ud til Cabo Carvoeiro, fra hvis fantasifuldt formede klipper der er en fantastisk udsigt over havet og ud til de små øer, Berlengas, der er udlagt som naturreservat.

Costa Azul

Kyststrækningen syd for Tejo-flodens udmunding helt ned til byen Sines går under betegnelsen Costa Azul, ”Den blå kyst” og er en af Portugals mest storslåede. Her er sandstrande, så langt øjet rækker, dramatisk klipper, små eventyrlige bugte og utallige småbyer, hvor fiskeriet er livsnerven. En af de mest besøgte er Sesimbra, der er omkranset af en sydvendt bugt. Kystens største by er Setúbal med den gamle bydels labyrint af krogede gader og pastelfarvede huse, gode fiskerestauranter og fredelige parker. Den mest populære strand er den mere end 13 km lange Costa Da Caparica fuld af markeder, restauranter og cafeer.

Alentejo

Alentejo er faktisk ikke en del af regionen Centro de Portugal. Den vidstrakte, solrige, landbrugsregion, Alentejo, dækker næsten en tredjedel af Portugal og strækker sig fra Tejo-floden helt ned til Algarve. Kendetegnende for regionen er bølgende, gyldne hvedemarker, umådelige olivenlunde, et væld af smukke, hvidkalkede landsbyer og en række historisk interessante megalitter og fæstninger. Hertil kommer de store kork-ege og Alentejo-vinen, der regnes for noget af den bedste vin i Portugal. Regionens hovedby er Évora, der har været erklæret verdensarv af Unesco siden 1986. Den har en lang og spændende historie bag sig og er fyldt imponerende bygningsværker, templer og smukke pladser.

Baltalha byder på et gotisk mesterværk

Er du på rejse i midtportugal og interesseret i kultur er et besøg i Baltalha et must. Baltalha byder på et portugisisk gotisk mesterværk, Santa Maria da Vitória klosteret fra det 14.-16. århundrede, som er opført på UNESCOs verdensarvsliste. Klosteret er et nationalt varetegn og særlig opmærksomhed rettes mod kapellet med de storslåede vinduer, de ufærdige kapeller og koret.

Portugal har flere steder som er på UNESCO´s verdensarvsliste, har du besøgt nogle af disse så skriv et rejsetips.

Ukendte byer du kan besøge i den centrale del af Portugal

Overvejer du at rejser til Midtportugal så er her 10 byer som ikke nødvendigvis stå i alle guidebøger og som absolut er et besøg værd på en bil-rundrejse til Midtportugal

Penacamor er en grænseby, som har været kampplads for både romerne, visigoterne og maurerne, og som blev overtaget af Tempelridderen, Gualdim Pais, i det 12. århundrede. Slottets vægge står stadig stolt i de stille gader i denne lille by, som ellers kan byde på Misericord-kirken fra det 16. århundrede, katedralen, gabestokken og det restaurerede slot.

Manteigas ligger i hjertet af det bjergrige område, Serra da Estrela, og er en lille by, som udover tekstilindustrien også har fokus på turisme, og hvert år tiltrækker et stigende antal turister. Tæt på Manteigas finder man Pousada de Saõ Lourenço, som er det ideelle sted for besøgende, der ønsker at trække sig lidt tilbage fra turismen. Her har man rige muligheder for at smage på klassiske regionale retter, såsom røde bønner, kålsuppe og ørred i løgmarinade.

Argani byder på kirken São Gens, som sandsynligvis stammer fra det 14. århundrede, og omkring 2 km fra byen finder man helligdommen af Monte Alto, hvor man kan besøge kapellet Senhor da Ladeira, med en figur af Jesus Kristus, fuldt påklædt med en toppet hat.

Proença-a-Nova er en lille by fra antikken, omgivet af smukke dybgrønne skove af fyrretræer, som bugter sig i de charmerende dale fyldt med oliventræer og kornmarker. Området byder på utallige oplevelser i den skønne natur, hvor klipperne står højt omkring vandløbene og strandene med tidevand. Her finder man nogle åndeløst smukke landskaber når de mange kirsebærtræer står i fuldt flor.

Gois er mere en otte århundreder gammel, og ligger i en smal, dyb dal imellem bjergene og Carvalhal og Rabadão. Udover renæssance-kirken, Santa Maria Maior, så er det værd at beundre Manueline-broen med de tre buer, slottet, samt panelerne på loftet af Paços do Concelho, som afbilleder fantasivæsener og bibelske figurer. I de nærliggende områder kan man opleve forskellige kapeller med fantastisk udsigt, såsom kapellet Santo António das Neves, i midten af Serra da Lousã.

Pinhel var tidligere centrum for et netværk af forter, og byen blev i begyndelsen af det 14. århundrede omdannet til et imponerende citadel af Kong Dinis. Mange rester af de primitive vægge kan stadig ses idag, samt de to store firkantede tårne, som fortsat er at finde på slottet. Det er værd at besøge kirken Santa Maria do Castelo, hvor man finder en bemærkelsesværdig skulptur der illustrerer ”de hellige mødre”, samt de fjorten malerier i det centrale kapel fra det 17. århundrede.

Arouca er beliggende i en grøn dal, og den vigtigste attraktion i byen er det store Mosteiro de Arouca. Klosteret er mere end tusind år gammelt, og virker uberørt af tiden, ligesom resten af denne lille og stille by. Besøgende kan deltage i guidede rundture i kirken og det tilhørende museum, som indeholder vidunderlige sølvdekorationer, møbler og religiøse kunstværker, og især fremtrædende er kisten i sølv og ibenholt med et billede af prinsessen, samt det tilhørende alter.

Oliveira do Hospotal tilhørte engang ordnen Hospitallers, og blev skænket til dem i 1120 af moderen til Kong Afonso Henriques. Byen ligger på en skråning og krydses af floden, Cavalos, hvorfra man kan betragte de snedækkede højder af Serra da Estrala. Byen har en interessant kirke, en gabestok og Santana Kapellet fra det 18. århundrede.

Caramulo er et hemmeligt og fortryllende sted markeret af kontraster og er et overflødighedshorn af indtryk fra de mange bakker og dale. Den friske luft og det fortryllende landskab udgør en uimodståelig nydelse, for dem der ønsker at geare lidt ned fra det hektiske liv i byerne. Caramulo er hjemsted for mange kurbade, og byder desuden på et spændende museum med veteranbiler og en kunstsamling, der indeholder værker af Picasso, Dali og andre berømte malere.

Castelo Branco rejser sig på skråningen af en bakke, og fastslår dermed sin historiske funktion som en defensiv fæstning, hvilket også bekræftes af slottet, hvorfra man kan opleve en panoramisk udsigt helt ud til Gardunha-bjergene, samt Tagus-floden. Byens største attraktion er Jardim do Paço, haven ved biskoppens palads, som blev anlagt i det 18. århundrede af biskop João de Mendonça.

Rejser til Portugal

Læs mere om Portugal og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Portugal her

Rejsemål i Centro de Portugal

Populære hoteller i Centro de Portugal

Portugal, Centro de Portugal, Ilhavo
9,3
Fabelagtigt
1816 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 96 km
  • Afstand til centrum: ca. 500 m
  • Pool (evt. sæsonåben)
Portugal, Centro de Portugal, Foz do Arelho
8,6
Meget godt
1029 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 86 km
  • Nærmeste strand: ca. 8.8 km
  • Pool (evt. sæsonåben)
Portugal, Centro de Portugal, Aveiro
8,9
Meget godt
3240 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 85 km
  • Afstand til centrum: ca. 500 m
  • Pool (evt. sæsonåben)