Søg efter rejse
Krabi - øhopping i Thailand

Krabi - øhopping i Thailand

Er du usikker på hvilken ø eller strand du skal vælge i Thailand? Hvis du flyver til Krabi, og gør byen Ao Nang til dit udgangspunkt, kan du opdage og nyde en ny, smuk ø hver dag på ferien!

Når folk snakker om Krabi, mener de ofte selve byen Ao Nang, som ligger en halv time med bil fra lufthavnen. Denne kystby er selve hjertet i Krabiprovinsen, og selv om byen ikke er så stor, finder du her alt hvad du skal bruge af hoteller, restauranter, barer og butikker. Det som dog er Ao Nangs hele store fordel, er at du herfra nemt kan opdage en vifte af Thailands smukkeste øer! De ligger som perler på en snor, og du skal ikke langt væk med båd før eventyret venter. Selv «storbyen» Phuket ligger indenfor mulighedernes grænse, byen ligger ca. 2 timer fra Ao Nang med færge.

Bystranden i Ao Nang ligger lige nedenfor byens hovedstrøg. Den er ikke så stor, og sandet lidt groft. Og da det er herfra, at mange longtailbåde tilbyder ture til øerne udenfor Ao Nang, kan her være lidt larmende. Et stykke vest for denne strand ligger den væsentligt bedre strand Klong Muang. Her er mere fred og ro, hotellerne er pænere, sandet bedre og stemningen en del mere afslappet.

Railey Beach

Foruden Phi Phi-øerne så er legendariske Railey Beach det mest kendte område i denne del af Thailand. Stedet er egentlig to strande, Phra Nang og Railey West. Den første er blandt de mest fotograferede og instagrammede strande i hele Thailand, ikke mindst takket fordi de yderst fotogene kalkstensklipper, som rejser sig stolt op fra havets turkise overflade. Stranden Railey West er lavvandet og perfekt for at bade, men snorkling fungerer ikke så godt her.

Raileyområdet er også kendt for at tiltrække eventyrlystne fra hele verden. Mange vælger at klatre op ad de stejle klipper, og mange backpackers og unge folk fra hele verden har stedet som et must-have-stop på sin bucketlist. Her er mange gode og hyggelige spisesteder, og vi anbefaler absolut en aften eller to her. Solnedgangene er virkelig smukke.

Til Railey Beach kommer du nemmest med longtailbåd fra Ao Nang. Turen tager ca 10 minutter.

Koh Yao Noi og Koh Yao Yai

I Phang Nga-bugten mellem Phuket og Ao Nang finder du disse paradisøer. Sammenlignet med hektiske Phuket og Ao Nang er dette en helt anden verden. Yao Yai er den største, men mindst turistede ø. Hovedvejen går fra vest til øst, og undervejs kører du forbi jungler, mangroveskov, kokosnøddepalmer og ikke mindst mange superflotte strande. Yao Yai er perfekt, hvis du ønsker en rolig ferie i smukke omgivelser, og stedet er mest velegnet for par og familier med lidt større børn. Yao Noi er også en smuk ø, men her er dog langt flere hoteller og restauranter.

Til Koh Yao Noi og Yai rejser du med færge (en time) eller speedbåd (en halv time) fra Ao Nang.

Phi Phi-øerne

Phi Phi er en af Thailands mest kendte ferieøer, og der er mange grunde til det. Strandene er superflotte og hvide, her er gode forhold for dykning og snorkling, og vandet er rent og har den smukkeste blå farve. Phi Phi er lidt af en magnet for unge folk fra hele verden, og mest partystemning finder du i området ved Tonsai Bay.

Børnefamilier og andre som ønsker en stille og rolig ferie, kan sagtens finde sig en rolig plet på Phi Phi, specielt hvis man bevæger sig lidt væk fra de mest populære strande. På øen Phi Phi Leh ligger Maya Beach, stranden som blev verdensberømt ved hjælp af filmen The Beach med Leonardo Di Caprio i hovedrollen.

Hertil kan du kun komme med båd, og ofte er der lidt af kø for at få lov til at komme i land.

Koh Lanta

Koh Lanta er familieøen i Thailand nummer et. Med sit rolige tempo, smukke, store strande og gode udvalg af hoteller, er Koh Lanta en af de mest familievenelieg øer i Thailand. Hyggelige Saladan er øens hovedstad, og her finder du det du skal bruge af restauranter, butikker, apoteker, banker og andre faciliteter. De mest populære feriesteder er strandene Khlong Dao og Long Beach.

Du kan komme hertil enten ved at køre (inkluderer både en bilfærge og lidt brokørsel) eller ved at tage en færge fra Ao Nang til Krabi. Turen tager ca. to og en halv time.

De bedste tilbud til Krabi

Krabi 1 uge     nætter     Se mere
Krabi 10 dage     nætter     Se mere
Krabi 2 uger     nætter     Se mere

 

 

 

 

 

Flybilletter til Krabi