Fortaleza do Guincho Relais & Chateaux

Officiel kategori

Solfaktors kategori

9,5
Fabelagtigt
988 anmeldelser

At ankomme til Fortaleza do Guincho Relais & Chateaux er som at blive en del af et gammelt eventyr med riddere, prinsesser og ”Hans Kongelige Højhed”, intet mindre! Fortaleza betyder ’fort’ og Guincho er navnet på området, der ligger i den nordlige udkant af Lissabonkysten. Her er 5-stjernet på alle måder: 1) beliggenheden, 2) romantikken, 3) historien, 4) gastronomien og 5) serviceniveauet. Det eneste der mangler, er prinsen på den hvide hest – ellers er alle elementer til stede for at få en 'eventyrlig' ferie, hvor du har Atlanterhavet som din nærmeste nabo.

En særlig tak skal lyde til Hanne. Hun er uden at vide det én af årsagerne til, at Fortaleza do Guincho Relais & Chateaux i dag er med i programmet. Hun og hendes mand er stamgæster hos Hideaways, og i sommeren 2015 holder de en vellykket ferie i Cascais. Efter hjemkomsten ringer hun til mig og spørger, hvorfor vi dog ikke har Fortaleza do Guincho Relais & Chateaux på menukortet. For her vil hun gerne invitere sin mand hen på en romantisk ferie (som en overraskelse). Hanne ved, hvad hun taler om, for de har allerede smugkigget og fået en smagsprøve under en køretur i det blå for at opleve den smukke kyststrækning. Så nu har jeg ringet til Hanne og sagt, at deres ønske er blevet opfyldt – og hendes mand har en stor overraskelse i vente.

Stolt og ydmyg på samme tid

Jeg kommer en solrig dag – sådan som kysten tager sig bedst ud, og hvor du fra vejen kan skue mange kilometer frem. Du ved nok, sådan en solskinsdag, hvor skæret i bølgen bliver en smule mere blåt på grund af solens stråler. Ved bredden lyser den lange og finkornede strand op i landskabet og på en klippepynt langt ude i det fjerne kan jeg ane noget gyldent. Dette gyldne ’noget’ har en bemærkelsesværdig form. Ikke firelænget, ikke trekantet og heller ikke rund. Hvad er det dog? Det er selvfølgelig Hotel Fortaleza do Guincho, der vækker øjnenes opmærksomhed. Tænk at have så stor tiltrækningskraft på så lang afstand. Det vækker sanserne endnu mere, selvom jeg endnu ikke engang er kommet helt frem.

Uden at miste fokus fra vejens fuldtoptrukne linje er jeg vel fremme ved målet. Lejebilen parkeres og så snart jeg nærmer mig den robuste og velproportionerede hoveddør åbnes den automatisk – det er vel at bemærke ikke en sensor, der sørger for, at du kan entrere med stil. Nej, du bliver budt velkommen af en smilende dørmand i ’fuld udrustning’ (i hvert fald er han elegant uniformeret til lejligheden). Der lyder forinden et høfligt ”bem-vindo” (velkommen) og pludselige står jeg midt inde i lobbyen på Hotel Fortaleza do Guincho. Sikke en velkomst!

Ikke nok med overraskelsen over den næsten royale velkomst, så bliver jeg efter entréen nødt til at stå et øjeblik og betragte den smukke sal, der i dag er indrettet som reception, inden jeg fortsætter til skranken for at ’give mig til kende’. Som overskriften antyder, så kan du umuligt undgå at føle dig ydmyg ved at betragte rummet, der minder om en riddersal fra fortiden. Murene med de fritlagte kampesten er så tykke, at du ikke er i tvivl om, at du er trådt inden for på et gammelt fort. Her er buer og hvælvinger overalt – loftet er lavet i glas, så rummet får et fantastisk naturligt lysindfald. Det går op for mig, at jeg står midt i en tidslomme – det føles i hvert fald ikke som om, at det er et lille 5-stjernet hotel… Endnu da: )

17. århundrede versus dags dato

Det gamle fort stammer så langt tilbage, at det næsten er umuligt at tælle. Så lad os bare sige, at det har adskillige hundrede år på bagen. I 1998 blev bygningen total renoveret med alskens respekt for dens historiske islæt, og siden da har Fortaleza do Guincho Relais & Chateaux fungeret som hotel og ikke mindst restaurant – den del skal jeg komme tilbage til.

Når du går rundt indenfor føler du dig mærkeligt nok hjemme med det samme. Det tager et splitsekund at vænne sig til være ’prinsesse for en times tid’. Fra lobbyen kan du fortsætte i stueplan mod baren (lige ud) og går du mod højre kommer du til hotellets 1-stjernede Michelin-restaurant. Værelserne ligger gemt inde bagved på din vej fra lobbyen mod restauranten, og fortsætter du op ad ”riddertrappen” med den fine løber, finder du de øvrige værelser på første sal. Nej, hvor er det dog charmerende…

Relais & Chateaux krydret med en Michelin-stjerne

Det er ikke blot Hanne og Hideaways, der har fået øjnene op for Fortaleza do Guincho. Der er et par stykker, der er kommet før os: ) Blandt andet er hotellet en del af den meget respekterede kæde, Relais & Chateaux, der borger for kvalitet og standard. Det er et kvalitetsstempel i sig selv, og det bekræfter mig blot i, at det passer godt ind hos Hideaways.

Som toppen af kransekagen er der også fristelser i vente for dine smagsløg. Det kan vi takke en særlig person for. Navnet er Vieira - Miguel Vieira. Han kan noget med råvarer! Så lov mig at bestille bord mindst én gang under din ferie. Du bliver overrasket over prisniveauet. Vælger du ’menu degustazione’ med fire udvalgte retter ligger den fra ca. EUR 90 pr. person (vejledende), hvilket må siges at være en overkommelig pris for et velsmagende måltid Michelin-mad. Og så kan du i øvrigt glæde dig til at sætte dig til bords med fuld havudsigt uden at det i øvrigt koster ekstra: )

Godt at vide om Hotel Fortaleza do Guincho

Selvom du bor i kort køreafstand fra hyggelige Cascais med byliv, restauranter og shopping, så vil jeg alligevel anbefale dig at have en lejebil til rådighed under dit ophold. For så kan du også bruge den som transport til og fra lufthavnen og desuden tage ud i det blå på oplevelser – der findes så mange spændende punkter, som du kan indtaste i GPS’eren, inden for kortere køreafstand. Alt fra Cabo da Roca, Sintra, golfbaner, Sesimbra, Óbidos og mange flere.

Du bor direkte ud til Atlanterhavet (tænk at stå op til bølgerne hver morgen – det er livsnyderi). Foruden de badende gæster nede på stranden, så er der langt til nærmeste nabo, så du skal kunne lide at bo ugeneret. Der er adskillige restauranter inden for et par minutters kørsel, og der er næsten garanti for at kunne nyde et måltid ’com vista’.

Grundet at bygningen er fredet og ligger på spidsen af en lille klippepynt, så er der ikke givet autorisation til en swimmingpool. Du har til gengæld alle muligheder for at dyppe dig i bølgen blå, for du bor som nabo til en af Lissabonkystens mest berømte sandstrande, Praia da Crismina, hvor både lokale og udenlandske gæster ynder at tage en dukkert i de varme sommermåneder.

Fortaleza do Guincho har fem officielle stjerner, og jeg mener, at hver eneste er velfortjent. Dog skal du ikke forvente alt det nye inden for hightech og moderne detaljer – for så bliver du skuffet. Derimod skal du glæde dig til at træde et skridt tilbage i historien og nyde at være gæst på et helt særligt hotel, som alle fortjener at prøve mindst én gang i tilværelsen.

 

 

Derfor skal du vælge Fortaleza do Guincho Relais & Chateaux

  • Nærmeste lufthavn: 37 km
  • Nærmeste strand: ca. 700 m
  • Internetadgang/Wi-Fi
  • Restaurant

Kort og afstande

  • Centrum af Cascais – ca. 7,5 km
  • Nærmeste togstation, Cascais – ca 7,5 km
  • Nærmeste strand, Praia da Crismina – 0 m
  • Rossio-pladsen, hjertet af Lissabon – ca. 33 km
  • …og det betyder byliv og shopping (f.eks. i Bairro Alto)
  • Nærmeste golfbane, Club de Golf Quinta da Marinha – ca. 6 km
  • …men her findes adskillige inden for få km
  • Estoril med badeliv og casino – ca. 10 km
  • Lissabon Oceanarium, et af Europas største – ca. 40 km
  • Sintra, den lille eventyrby på bjerget – ca. 19 km
  • Sintra-Cascais Nationalpark – ca. 5 km
  • Cabo da Roca, et af Europas vestligste punkter – ca. 12 km
  • Stemning og hygge til en frokost i Sesimbra – ca. 65 km
  • Den gamle og berømte fæstningsby, Óbidos – 101 km
  • Lissabon lufthavn - ca. 38 km

Her findes i alt 27 værelser, heraf 3 juniorsuiter, 16 superiorværelser og 8 standardværelser. 

Standardværelserne er ca. 20 m2 med plads til 2 personer og har enten en dobbeltseng eller to adskilte madrasser. 

Superiorværelserne er ca. 26 m2 med plads til 2-3 personer og har enten en dobbeltseng eller to adskilte madrasser. 

Juniorsuiterne er ca. 33 m2 med plads til 2-3 personer og har kingsize dobbeltseng. 

Faciliteter:

  • Badeværelse med kar eller bruseniche
  • Make up-spejl og hårtørrer
  • Badekåbe og toiletartikler
  • Fladskærms-TV og telefon
  • Minibar og safetyboks
  • Strygefaciliteter på forespørgsel

 

Alle de viste værelsesbilleder er eksempler. Indretning og størrelse kan variere inden for samme værelsestype. OBS: Hvis du bestiller et ophold indenfor kategorien ”economy” (økonomi), så kan denne type afvige fra vores generelle værelsesbeskrivelse. På mange hoteller er ”economy” af en lavere standard og/eller anden beliggenhed og er oftest hotellets billigste værelse (med eller uden vindue/udsigt).

Nedenfor har du udvalgte hotel- og værelsesfaciliteter på Fortaleza do Guincho Relais & Chateaux . Nogle kan være fælles og/eller mod tillæg på stedet eller høre til specifikke værelsestyper.

  • Mulighed for A/C
  • Internetadgang/Wi-Fi
  • Restaurant
  • Mulighed for balkon/terrasse
  • Mulighed for hav-/søudsigt
  • Parkering (evt. mod gebyr)
  • Strand under 1½ km væk
  • By under 3 km væk
  • Hotelbar
  • Tæt på vandet (under 4 km væk)

Bemærk: Nogle faciliteter som f.eks. udendørs swimmingpool og restauranter kan være sæsonlukkede og kan indeholde betaling direkte til opholdsstedet (lavsæson er typisk fra oktober til og med april for de fleste rejsemål i Sydeuropa - på nær vinterdestinationer som Madeira og de kanariske øer). For Thailand er det næsten med omvendt fortegn (højsæson er typisk fra oktober til april) - dog kan der være differencer alt efter rejsemålet. Vi henviser til og anbefaler i øvrigt, at du læser vores FAQ

Adresse

Estrada Do Guincho
2750-642 Cascais

Koordinater

Latitude: 38.7282
Longitude: -9.4760

Anmeldelser fra TrustYou

TrustYou indhenter data fra flere rating-sider og laver et samlet gennemsnit.

Sådan kan du rejse

Hos Solfaktor kan du som gæst se frem til muligheden for selv at sammensætte din ferie præcis, som du ønsker. Det vil sige fleksibel afrejsedato, rejselængde og udrejselufthavn. Det er selvfølgelig også muligt blot at bestille "kun hotel", hvis du selv ønsker at arrangere transporten til og fra rejsemålet. 

Information om aktuelle flyruter og flytider finder du i søgemaskinen i step 2, når du søger en rejse.

På alle rejser, som inkluderer fly og hotel, har du desuden mulighed for at bestille en lejebil eller en transfer t/r til dit hotel. Vi tilbyder både privat transport eller en fælles transfer, der kan have flere stop. Information om transfer samt kategorier og aktuelle priser for billeje kan du ligeledes se i de efterfølgende step i søgemaskinen. Priserne for billeje er for hele opholdet med afhentning/aflevering i forbindelse med ankomst/hjemrejse til og fra den valgte ankomstlufthavn.

Vis mere