Rejser til Agios Stefanos

Der er to landsbyer ved navn Agios Stefanos på Korfu. Dette er den nordvestlige af dem, der også kaldes for Agios Stefanos Avliotes for at undgå forvirring.  Den ligger omkring 40 kilometer fra Korfu by med en flot placering ned til en omkring en kilometer lang og fin sandstrand, der indbyder til en afslappende badeferie.

Der er hyggelige tavernaer i Agios Stefanos, nogle nede tæt på stranden og andre længere oppe i byen. Fiskeretterne kan især anbefales. Der er stadig lokale, som lever af fiskeri her, så der er altid friske forsyninger. Der er også et fornuftigt udvalg af barer og supermarkeder. Rejser du til Agios Stefanos, vil du med andre ord have alt, du har brug for til den perfekte græske ø-ferie lige uden for døren.

Flot børnevenlig badestrand

Den lange og brede strand er med sit fine sand og lave, klare vand børnevenlig og indbyder til afslappende stunder. Vil I ikke "kun" bruge ferien på at slikke sol og bade, er der gode muligheder for at dyrke forskellige former for vandsport. Der er for eksempel udlejning af småbåde og jetski på stranden ved Agios Stefanos.

Agios Stefanos har ikke noget vildt natteliv, selv om her er nogle barer. Den oprindelige fiskerlandsbys fredelige atmosfære er således intakt trods turismens indtog. Her er kun et par hundrede faste indbyggere og det vil ikke tage dig ret lang tid, før du finder ind i det lokale, langsomme tempo. Det er da også især familier og par, som bestiller en billig rejse til Agios Stefanos. Ikke overraskende er dette et rejsemål, som mange vender tilbage til år efter år - også efter børnene er blevet voksne.

Udflugter

Det er ikke nogen hemmelighed, at de fleste rejser til Agios Stefanos for at nyde det afslappende strandliv afbrudt af gode måltider og lidt shopping. Vil du også gerne bruge ferien på at se lidt mere af Korfu, bor du dog også godt.

På det nordvestlige Korfu er for eksempel Cape Drastis og Canal D’Amour oplagte udflugtsmål. Disse naturskønne steder ligger begge under 10 kilometers kørsel fra Agios Stefanos. Vil du have lidt variation i udvalget af butikker, spisesteder og underholdning er også mere livlige feriebyer som Sidari og Acharavi inden for fornuftig rækkevidde.

I sommerhøjsæsonen er der normalt busser flere gange i løbet af dagen, som du kan bruge til at komme omkring på øen. Vil du gerne kunne rejse i eget tempo og slippe for at skulle holde øje med køreplaner, kan du med fordel booke en lejebil til ferien - eventuelt blot til nogle af dagene.

 

 

Rejser til Grækenland

Læs mere om Grækenland og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Grækenland her

Hoteller i Agios Stefanos