Rejser til Samonas

Samonas er en lille landsby, der ligger i omkring 350 meters højde over havet cirka 25 km fra Chania på det vestlige Kreta. Rejser du hertil får du en fredelig base til din ferie lidt på afstand af de populære badebyer nede ved kysten og mulighed for at opleve stemningen af en traditionel kretensisk landsby. Ganske vist lever man ikke længere udelukkende af landbrug i Samonas, hvor der på grund af byens smukke beliggenhed er blevet indrettet ferieboliger i flere af de gamle villaer, men landsbystemningen er intakt og stadig meget græsk.

Det skyldes ikke kun de lokale indbyggere og de rustikke huse, men også de omkringliggende olivenlunde. Ligesom byen har de dybe historiske rødder. Nær landsbyen står for eksempel et oliventræ med en stamme, der ved foden måler 5 meter i diameter. Ud fra træets størrelse vurderer man det til at være omkring 3000 år gammelt! Ligeledes findes der i området omkring Samonas spor af en bosættelse, Kilindra, fra senminoisk tid.

Selvom der i sagens natur ikke er forlystelser og natteliv i den fredelige landsby, behøver du ikke at kede dig, hvis du rejser til Samonas på Kreta. Du har nemlig et godt udgangspunkt for at opleve mange af Kretas største seværdigheder og mest interessante attraktioner. Først og fremmest er det oplagt at tage en tur ned til Chania, der udover flere historiske seværdigheder også byder på et rigt butiks- og restaurantliv. Ligeledes er Rethymnon inden for rækkevidde. Her er der udover en lang strand også talrige kulturskatte at udforske.

Du kan dog også nemt bruge en stor del af ferien på blot at nyde de helt nære omgivelser omkring Samonas. Det naturskønne landskab indbyder for eksempel til vandre- og cykelture. Får du lyst til en dukkert i det azurblå Middelhav, tager det desuden kun omkring 20 minutter at køre ned til den nærmeste strand ved Kalives. Det er også her, du finder de nærmeste indkøbsmuligheder.

Rejser til Grækenland

Læs mere om Grækenland og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Grækenland her

Hoteller i Samonas