Fly + Hotel
Kun hotel
Rejser til Symi
Den lille ø Symi ligger nord for Rhodos ikke ret langt fra kysten af Tyrkiet. Den er en del af øgruppen Dodekaneserne i det Ægæiske hav og uden tvivl en af de mest idylliske. Symi er ganske vist ikke ret stor, men har alligevel meget at byde på, hvis du ønsker dig en ferie med ægte græsk ø-idyl.
Allerede ved indsejlingen til Symi by vil det stå klart for dig, at der venter dig en særlig ferieoplevelse på en rejse til Symi. Du vil som noget af det første se de charmerende, farverige stenhuse i to og tre etager med røde tegltage og søde små balkoner med gelænder. I den nedre del af byen ved havnen, som kaldes Gialos, ligger der hyggelige fortovsrestauranter rundt langs havepromenaden. Her kan du starte ferien med en forfriskning, mens du nyder udsigten ud over de små, traditionelle fiskerbåde og op mod den øvre bydel, Chorio, på skråningerne af bakkerne omkring den lille havn.
Autentisk græsk kultur
Havnebyen, der ligger på den nordlige del af øen, er utroligt stemningsfuld og et sted, du bare har lyst til at blive hængende for at suge det græske ø-liv til dig. Gå gerne på opdagelse op i den øvre by. Oppe over Symi by ligger ruinerne af en borg, som korsridderne byggede i det 14. århundrede. De hundredvis af trappetrin derop giver sved på panden, men udsigten ned over byen og resten af øen er det værd.
Johanniterordenen var ikke de første, som sikrede sig herredømmet over Symi. Øen var først en del af det romerske imperium og siden det byzantinske imperium. I det. 19. århundrede var Symi især kendt for natursvampe, som lokale dykkere hentede op fra havbunden her og i fjerne farvande. Før man opfandt udstyr til at trække vejret under vand, dykkede de ofte ned til livstruende dybder på én indånding for at høste de bedste svampe.
Mange af de flotte palæer, som i dag ses på bakkeskråningerne stammer fra denne storhedstid, hvor svampehandlen blomstrede og skabte formuer på øen. Da handlen med natursvampe i det 20. århundrede af forskellige grund aftog, svandt befolkningen på øen markant. I dag sælges der stadig natursvampe i souvenirbutikkerne, som dog er importeret.
Nu til dags lever befolkningen på Symi hovedsageligt af at fiske og de ferierejsende, som især om sommeren besøger øen. De fleste som rejser til Symi, tiltrækkes af dens afslappede atmosfære og hyggelige kystbyer, men også strandene er en attraktion.
Strande og aktiviteter
Bor du i Symi by, kan du bade fra badestiger i havnen. Du kan dog også nemt tage en taxibåd eller badebåd for at nå de nærmeste strande. Øen er kendt for sit krystalklare vand, som er perfekt til at snorkle i. Nogle af strandene som Nos, Nimborio og Pedi er velorganiseret med alle de faciliteter, du kan ønske dig, såsom tavernaer, barer, udlejning af parasoller og solsenge. I andre tilfælde er strandene mere afsondret og ideelle til uforstyrrede stunder ved det krystalklare hav. Bemærk at strandene på Symi mestendels er stenede og ujævne. Badesko kan anbefales.
Udover den tillokkende kyststrækning er Symi kendetegnet ved at være en bakket og naturskøn ø. Den højeste bjergtop rager 616 meter op over havet. Særligt hvis du rejser hertil i foråret eller sensommeren, hvor det ikke er for hedt til at være aktiv, er det oplagt at udforske øen på vandreture. På grund af det bakkede terræn kræver det nogle steder visse anstrengelser, men de fantastiske udsigter undervejs er det hele værd.
Den nærmeste lufthavn ligger på naboøen Rhodos og det tager omkring to timer med båd at rejse ud til Symi. Den nemmeste måde at komme omkring på øen er med bus, scooter, motorcykel eller til blot fods. Der er for eksempel en del, som fra Symi by, hvor færgen lægger til, laver en form for pilgrimsvandring ned til Panormitis-klosteret på sydenden af øen.
Rejsegaranti
Du er i sikre hænder før, under og efter rejsen
Pakkerejser
Bestil fly, ophold og bil/transport samlet ét sted
Valgfrihed
Vælg selv hvor mange dage du ønsker at rejse
Håndplukket
Vi har personligt udvalgt alle hoteller
Symi som rejsemål