Rejser til Amalfikysten

I det sydlige Italien ligger en perle af en kyststrækning - en af de mest spektakulære i Europa - og du kan tage på ferie på Amalfikysten med os.

Selve kystvejen er ca. 50 km lang, og der er heldigvis mange stoppesteder, hvor man kan stoppe og nyde den fabelagtige udsigt, eller købe de berømte citroner fra Amalfikysten. Trafikken er meget intens i højsæsonen, og hastigheden lav, så selv om afstandene er korte, kan det tage en rum tid at komme fra A til B. Det skyldes dels de smalle veje, som er bygget ind i og på klipperne, dels de mange endagsturister, der som oftest kommer i busser. Ser du bjergkørsel som en stor mundfuld, kan vi anbefale de offentlige busser fra SITA, der kører ofte og sikkert langs hele kystlinjen - og så kan du nyde landskabet imens. Man kan også sejle langs hele kysten, og smukkere kan det næsten ikke blive.

Trapper og stier, der kræver gode ben

Vælger du at holde din ferie på Amalfikysten, så kan du glæde dig over en fantastisk natur og stemningsfulde byer, men mængden af asfalterede veje er begrænset, og er først kommet til i løbet af de senere år. Til gengæld findes der et utal af stier og trapper, som forbinder de mange små bjergbyer. Det er en eventyrlig oplevelse af at gå rundt på de smalle stier og trappetrin - men gør samtidigt, at området ikke er så velegnet til familier med helt små børn, medmindre forældrene er villige til at putte dem i en bærestol.

Det samme gælder for gangsbesværede, der vil finde de mange trapper meget stejle... men man kan altid vælge at bo i en af de flade byer ved vandet, eller vælge at nyde den spektakulære udsigt over havet fra en indbydende terrasse. Hvad angår strande, er udvalget begrænset, og man skal ikke forvente store sandstrande. Har du mindre børn og et ønske om at holde ferie langs Amalfikysten, så er Maiori nok den bedste by at vælge. Her finder man kystens længste strand, og byen ligger helt fladt ud til vandet. Til gengæld er der mange små spændende badebugter langs kysten, hvortil man kun kan komme med båd, eller ad mange trapper fra kystvejen.

Amalfikysten på UNESCO's verdensarvliste

Maiori er den eneste by på kysten, som ikke er medtaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Det er en by med forholdsvis moderne bygninger, hvilket skyldes, at byen nemlig blev ødelagt ved en oversvømmelse i 1954. I løbet af 60´erne blev byen genopbygget, hvorfor der er mange forholdsvis høje bygninger med store terrasser lige ud til stranden. Nabobyen Minori har også en forholdsvis lang strand - men den kan alligevel ikke sammenlignes med Maiori. Byen er mindre, og har ganske få hoteller. Det betyder også, at det er let at komme i kontakt med den lokale befolkning. Og så har Minori et ganske særligt fortrin - nemlig et pavevelsignet konditori, som ligger ud til havnepromenaden. Her får man med garanti nogle af italiens absolut bedste kager! Prøv f.eks. deres Delizia al Limone, som er en sand himmerigsmundfuld, baseret på de lokale citroner.

Amalfikystens historie i korte træk

Før kystvejen blev etableret, var den eneste mulighed for kontakt mellem byerne de stejle stier eller havet. Hver by langs Amalfikysten har derfor sit helt eget særpræg og sine egne traditioner. Trods det faktum, at Amalfi oprindeligt var en af de fire italienske sørepublikker, og dermed har en stor plads i den italienske verdenshistorie, varede dens overmagt kun ganske kort. I 1131 blev byen erobret af normannerne og få år senere ødelagt af pisanerne, som - sammen med Genova - var den konkurrerende sørepublik i Det Tyrrhenske Hav. I 1343 blev byens skæbne afgjort af et jordskælv med efterfølgende storm og høje bølger, som ødelagde den største del af byen. Hele kysten mistede sin magt, og økonomien hang herefter på det traditionelle landbrug og fiskeri frem for den handel, der alligevel forblev, trods den faldende politiske magt.

Siden turisterne begyndte at strømme til, er situationen dog vendt på hovedet igen, og en ny økonomisk udvikling er sat igang. Det betagende landskab er nemlig ikke den eneste årsag til at vælge Amalfikysten som feriemål. Vejrstatistikkerne viser faktisk, at denne del af Italien er den varmeste i hele landet i de kolde måneder. Vejret er særligt mildt takket være dens eksponering mod Syd og de høje bjerge Monti Lattari mod nord, der beskytter kysten fra de koldeste strømninger. De mange stier gør området særligt tiltrækkende både for øvede trekkingentusiaster og for mere almindeligt rejsende, der blot ønsker at krydre ferien med nogle af de mange spændende vandreture, som er beskrevet yderst detaljeret med længde og sværhedsgrad i de vandrebøger, som kan købes i området.

>> Book en rejse til Italien

Paradis eller turistfælde?

For mange står Amalfikysten som en drømmedestination i bedste Lady og Vagabonden - stil, mens den for andre igen opfattes som en ren turistfælde - og begge dele er faktisk korrekt. Parkerer man på den dyreste plads i Ravello, koster det 5 euro i timen, og det samme betaler man for to kugler is på domkirkepladsen i Amalfi. Men fjerner man sig bare en smule fra de mest berømte seværdigheder, finder man et stort udvalg af små hyggelige landsbyer, hvor man ikke ser turister dagligt, hvor det er gratis at parkere og hvor man finder små lokale restauranter og caféer til helt almindelige priser, og som samtidig tilbyder gastronomiske oplevelser på et helt andet niveau, end det man oplever på domkirkepladsen i Amalfi. Domkirken skal selvfølgelig opleves, og det samme skal de berømte udsigtspunkter i Villa Rufolo og Villa Cimbrone i Ravello - men der er altså masser af alternative muligheder.

Kunsthåndværk i lange baner

Amalfikysten er også berømt for sit kunsthåndværk, blandt andet det håndlavede papir i Amalfi, og håndlavet keramik i Vietri, som dog sælges overalt. I Amalfi kan man besøge det spændende papir-museum, som er en helt særlig oplevelse. De gamle papirfabrikker (der var 14 ialt) lå alle i Mølledalen (Valle dei Mulini på italiensk) i centrum af Amalfi, og der er stadig en enkelt aktiv mølle tilbage, som dog ikke kan besøges. Til gengæld er der etableret et papirmuseum i en af de tidligere møller, og her kan man se de gamle maskiner, som stadig fungerer, og beundre de metoder, der blev brugt til at producere denne særlige type papir - kaldet bambagina - i hånden. På første sal af museet er der en samling af billeder og dokumenter som fortæller om denne særlige papirproduktion. Den guidede besøg varer ca. 20 minutter og giver mulighed for at opleve, hvordan man stadig kan fremstille håndlavet papir. En kunstart som bl.a. den danske papirkunstner Anne Vilsbøl har studeret netop her på stedet, og bragt med hjem til Danmark.

Verdensberømt citronlikør

Limoncello som er den lokale citron-likør er også en af de lokale specialiteter. Den produceres i dag i hele Syditalien, samt enkelte steder mod nord. Opskriften siges at stamme fra Minori, hvor man finder flere små lokalproduktioner af denne efterspurgte og søde likør, der er særligt forfriskende serveret iskold på en dejlig terrasse med havudsigt. Man benytter citronernes skal, som trækker i alkohol, og siden blandesmed en sukkerlage. Der findes flere opskrifter og det er muligt at benytte citroner såvel som mandariner, appelsiner og andre frugter til de mange varianter med forskellige aromaer. Smagsprøver fås mange steder, og med lidt held, kan man aflure produktionsmåden, og selv forsøge sig frem.

Frisk fisk i maleriske Cetara

Hvis du elsker fisk, så findes der en en meget særlig produktion i byen Cetara, som huser Middelhavets største flåde til tunfiskeri. En anden af byens specialiteter er ansjoser. De presses til en meget salt men samtidig yderst velsmagende "saft" som hedder colatura. Den serveres på de fleste restauranter og holder hele vinteren over. Man bruger det på pasta, sammen med sæsonens sidste tomater - eller på brødet til dejlige bruschetta.

Højlandet og andre naturoplevelser på Amalfikysten

Bag Amalfikysten, altså i retning mod Napoli, ligger Monti Lattari, altså Mælkebjergene, hvis navn refererer til de mange geder der holdt til her i bjergene, og som producerede glimrende mælk. Geder er der stadig, omend i mindre omfang, men det er ikke usædvanligt at møde store flokke med hyrder, hvis man færdes i bjergene, eller blot krydser dem i bil. Det højeste bjerg i Monti Lattari - hedder San Michele - når 1444 meter. Hvis man kommer i bil fra Napoli, kan man komme til Amalfikysten, ved at krydse Mælkebjergene via Chiunzi-passet (Valico di Chiunzi) men den rute anbefales kun, hvis man er vild med bjergkørsel.

Til gengæld er det langt fra den letteste og korteste vej at køre, ihvertfald hvis man skal til Ravello. De fleste af bjergene i området, er inddelt i terrasser, så jorden kan udnyttes til landbrugsproduktion - men bjergene gennemkrydses også som tidligere nævnt, af mange spændende vandrestier. Hver af disse stier byder på sine små eller store udfordringer, og alle tilbyder storslåede naturoplevelser. Vi anbefaler dog, at man ikke går ud i bjergene alene, og at man medbringer rigelige mængder vand og mobiltelefon (som dog ikke virker alle steder). Ligeledes anbefales det at lægge besked på hotellet, hvis man tager på længere ture.

Vandreferie på Amalfikysten

Ruten ”Sentieri degli Dei” – der betyder gudernes stier, går fra byen Agerola til Positano. Her vandrer man på de stejle skrænter, der karakteriserer området. Udsigten er fabelagtig, og ofte tvinges man til at gøre holdt for i tavshed at betragte skønheden. De meget få huse langs stien formår ikke at ændre oplevelsen af at være midt i en vild og ubehersket natur. Floraen er afvekslende, og især om foråret og i sommerens første tid går man i et sandt farveorgie. Om efteråret møder man ofte de lokale bønder, med deres seje olivenfarvede hud, som er garvet af vind og vejr. De samler svampe og plukker en type af rønnebær, der bliver lige så store som små blommer.

Flere hundrede meter nede ligger havet, hvis farver konstant skifter fra det lyseblå over det azurblå til mørkeblåt. Klipperne er majestætiske, og det kræver en forholdsvis god kondition (og fornuftigt fodtøj) at vandre de syv kilometer. Undervejs er det heldigvis muligt at få fyldt sin vandflaske i de naturlige kilder, eller ved små vandposter, for her kommer man let til at svede bravt, selv i april og oktober! Men som nævnt, er der også mange mindre krævende, og væsentligt kortere ruter, hvoraf mange ligger mellem småbyerne på selve Amalfikysten.

Uimodståelige egnsprodukter

Når man er vel hjemme igen, kan man med god samvittighed sætte sig til bordet og nyde nogle af egnens specialiteter. Den ægte og autentiske mozzarella, som kun fremstilles i regionen Campania. Den der er lavet af bøffelmælk, og har en helt anden smag end de plastik-varianter, som man oftest støder på. Den rigtige mozzarella er fremstillet i hånden, og det er en gudespise helt uden sammenligning. Nyd den, som den er, eller som insalata Caprese med solmodne tomater og basilikum, lidt friskbagt brød og god lokal rustik rødvin. Så synger englene...

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller på Amalfikysten

Populære hoteller på Amalfikysten

Italien, Campania, Praiano
9,5
Fabelagtigt
585 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 69 km
  • Internetadgang/Wi-Fi
  • Restaurant
Italien, Campania, Minori
9,1
Fabelagtigt
355 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 62 km
  • Nærmeste strand: ca. 350 m
  • Internetadgang/Wi-Fi
Italien, Campania, Maiori
8,8
Meget godt
405 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 60 km
  • Nærmeste strand: ca. 50 m
  • Pool (evt. sæsonåben)

Maden på din ferie

Amalfikysten bugner af lækre mad-traditioner, som er blevet udviklet og forfinet gennem kystens århundreder lange gastronomiske historie, og som varierer fra by til by, og fra havn til havn, ja nogle gange sågar indenfor den samme by.

I det følgende har jeg udvalgt et par af de kulinariske specialiteter og produkter, som du kan smage på i de forskellige byer på den gastronomisk rige Amalfikyst i din ferie.

Scala

Scala er især berømt for sine mange forskellige pasta- og spaghetti-retter med et væld af fantasifulde - og for en nordboer- usædvanlige saucer til. Blandt byens specialiteter er blandt andet orecchiette-pasta med bønner, spaghetti med nødde-sauce, stegt polenta (grød baseret på majs), bagt lever med laurbærblade, stegte bønner i oksetalg, spaghetti med svineblods-sauce, kager med lokale kastanjer og tærte med svinekøds-chokolade (kaldet " sanguinaccio").

Amalfi

Amalfis måske mest berømte ret er den håndgjorte pastaret, Scialatielli, lavet på en blanding af mel, klid, fintskåret persille, peber og grana-ost, som normalt serveres med frisk tomat-sauce med muslinger. Blandt andet andre af byens traditionelle og typiske retter er krydret cikorie-suppe, kylling-bouillon med kål, den lokale krydrede salami kaldet pezzenta, og forskellige slags citronkager.

Atrani

En af de mest traditionelle retter i Atrani er retten "Sarchiapone", som består af squash fyldt med hakket kød og ost kogt i en rig tomatsauce. En anden specialitet er pasticciotto; en lækker wienerbrøds-kage fyldt med creme og kirsebær-marmelade.

Tramonti

Tramonti er især berømt for sine retter med gedekød, serveret i alle former for saucer. Herudover er byen også kendt for sine Chiodini-svampe stegt i majsmel, frisk mozzarella-ost, en fremragende pizza-tradition og en række gode vine.

Furore

En af Furores mest kendte og populære specialiteter er blæksprutte og kartofler i tomat- sauce. Byen er også kendt for sin "caponata"; blødgjorte brødkiks dækket med cherrytomater, ansjoser, auberginer og andre grøntsager i olivenolie. Serveret med et glas af en god Furore Costa d'Amalfi-vin sidder den i øjet.

Conca dei Marini

Conca dei Marini er berømt for sin pennette-pasta med piennolo-sauce (lavet af cherry-tomater), for sin bagte kanin i citronblade, og for kagen Santa Rosa sfogliatella fyldt med creme og dekoreret med sorte kirsebær, som oprindeligt er opfundet af nonnerne i det lokale kloster Santa Rosa.

Ravello

Ravello er især kendt for dens store udvalg af lækre citronkager, som plejer at blive skyllet ned med et glas Ravello Costa d'Amalfi.

Maoiri

I Maiori kan du smage på traditionelle stegte auberginer med chokolade-sauce, "Sospiri"-kage, ravioli med fiske-fyld i tomat- og reje-sauce, avannotti-fisk kogt i citronblade, og varme eller kolde hors d'oeuvre med fintskåret blæksprutte. Byen er også kendt for sin friske citronsorbet, som ikke bare er velsmagende, men også sikrer en god fordøjelse.

Minori

Minori er - ligesom Amalfi - berømt for sin friske håndlavede pasta, såsom "scialatielli"-pastaen serveret med grøntsager, fisk og skaldyrs-saucer eller "ndunderi", som er en slags gnocchi lavet af en blanding af mel, klid og lokale ricotta-ost serveret i en frisk tomat-sauce.