Rejser til Varadero

Stranden ved Varadero er gentagende gange blevet kåret til en af verdens bedste ved rejseguiden TripAdvisors årlige 'Travelers' Choice Awards'. Det er fuldt fortjent. Det indbydende hav er her krystalklart og næsten uvirkeligt turkisblåt, mens du oppe på den kilometerlange strand kan slænge dig på lyst og finkornet sand. Caribien når det er bedst!

Drømmer du om en afslappende, solrig ferie ved en caribisk palmestrand, er det svært at forestille sig et mere perfekt rejsemål end Varadero på det vestlige Cuba. Dette for øen forholdsvis eksklusive ferieresort har et godt udvalg af især All inclusive hoteller. De og byen Varadero ligger ud ad på en smal landtange, Hicacos, som allerede før revolutionen i 1959 var et af øens mest populære feriemål.

Strand i verdensklasse

Det meste liv i Varadero er om dagen naturligvis koncentreret nede på den fantastiske strand. Her er der masser af plads til at slappe af på sandet eller bade. Skal der ske lidt mere, er her også mange vandsportsaktiviteter at fordrive tiden med som windsurfing, kite-surfing, dykning på koralrev og sportsfiskeri. Varadero er desuden også kendt for at have Cubas eneste komplette golfanlæg, ligesom der midt i byen ligger en park, Parque Josone, der med legeplads og sø er et skønt grønt sted at spadsere en tur og få lidt afveksling fra strandlivet.

Selve byen Varadero ligger på den vestlige, indre del af landtangen. Ligger dit hotel længere ude af den knap 20 kilometer lange tange, kan du nemt tage en bus eller taxi ind til byen. De fleste af hotellerne, der ligger øst for golfklubben, tilbyder All inclusive og har derfor egne restauranter og barer. Derfor er der ude på den ydre del af tangen ikke så mange selvstændige spisesteder. Dem finder du tilgengæld masser af inde i selve Varadero by.

I byen finder du også gode indkøbsmuligheder. Det inkluderer alt fra souvenirbutikker og markeder med lokale kunsthåndværk til shoppingcentre og supermarkeder, hvor du kan få de fleste daglige fornødenheder. I Varadero er der også et godt udvalg af natklubber og barer, hvis du ikke vil nøjes med den underholdning, der ofte også er på hotellerne.

Udflugter og seværdigheder

Stranden ved Varadero er næsten helt uimodståelig. Her kan det meste af ferien sagtens gå med blot at ligge på en solseng med en god bog eller med at nyde det indbydende vand. Får du lyst til lidt afveksling, er der dog også gode muligheder for at krydre rejsen med spændende udflugter.

Ude nær spidsen af tangen ligger for eksempel et lille, men interessant naturreservat, Reserva Ecológica Varahicacos. Her kan du følge en af vandrestierne rundt og besøge en grotte, se arkæologiske fund og måske spotte nogle af de eksotiske fugle, som lever i denne lille naturperle.

En anden fin naturoplevelse på en rejse til Varadero er at tage på en bådudflugt med katamaran til Cayo Blanco. Det er en lille ø omtrent en times sejlads fra Varadero. Her venter også en kridhvid sandstrand med børnevenligt, klart vand.

For de fleste som rejser til Varadero, er hovedattraktionen de lækre tropestrande. En kort køretur mod vest ligger dog også en anden af Cubas mest kendte naturattraktioner, Cuevas de la Bellamar. Det er stor drypstensgrotte, hvor du i følge med en guide kan fordybe dig i en fantastisk underjordisk verden af spektakulære stalagmitter og stalaktitter.

Vil du opleve farverige Havana, som ligger omkring 135 km mod vest, på din rejse til Varadero? Den er oplagt mål for en dagsudflugt enten på egen hånd eller på en guidet tur. Vil du have god tid til at udforske den cubanske hovedstad, kan det anbefales at tage en overnatning.

Rejser til Cuba

Læs mere om Cuba og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Cuba her

Hoteller i Varadero

Godt at vide

Her får du lidt praktiske informationer om Varadero, som forhåbentlig kan være en hjælp på din rejse til dette tropiske ferieparadis. Der må tages forbehold for faktuelle fejl. Hvis du ønsker flere tips din rejse, vil jeg anbefale dig også at tjekke vores blog, hvor du kan finde mange spændende artikler om Cuba og vores andre rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Transport

Det er meget forståeligt, hvis du ikke har lyst til at bevæge dig ret langt væk fra dit hotel eller stranden. Afhængigt af hvor tæt på selve byen Varadero dit hotel ligger, er der mange muligheder for at udforske den enten til fods. Besøgende, der bor på strandhoteller tæt på Varadero, vælger ofte at gå langs stranden. Længere ude kræver det nok en taxi- eller bustur til byen.

Der er en dobbeltdækkerbus, som kører regelmæssigt fra spidsen af halvøen hele vejen ind til Varadero med flere stop undervejs. Kig efter de blå skilte, der angiver stoppesteder, ruteføring og fartplaner. Vil du hellere leje en bil, er der udlejningskontorer inde i byen og på nogle af hotellerne. Der er også mange steder med cykeludlejning, som også er en nem måde at komme omkring i nærområdet.

Penge

Den cubanske valuta hedder Cuban pesos (CUP) også kendt som "moneda nacional". Hvis du vil veksle kontanter bør du medbringe euro, der kan veksles i lufthavnen, på hotellet eller på vekslingskontorer, casas de cambio eller cadecas, i Varadero. Der findes hæveautomater, men de er ikke så udbredte og har ry for at løbe tør. Generelt skal man i Cuba være forberedt på, at brugen af kreditkort ikke er lige så udbredt eller pålidelig, som vi er vant til herhjemme.

Selv hvis man bor med All inclusive på Cuba, er det meget almindeligt at man giver drikkepenge. Servicepersonalet er ofte lavt lønnet, så drikkepenge kan være en vigtig indtægtskilde.

Tidsforskel

-6 timer