Hotel Kukuriku

Officiel kategori

Solfaktors kategori

9,5
Fabelagtigt
379 anmeldelser

Vil du bo som en af landsbybeboerne i centrum af en hyggelig landsby? Vågne op med kirken lige udenfor vinduet, have en fantastisk udsigt over byerne, Rijeka og Opatija? Så er det på Hotel Kukeriku, du skal tilbringe nogle dage eller en forlænget weekend. Jeg kan ikke garantere, at du bliver vækket til lyden af hanen klokken fem om morgenen, men skulle det ske, er det nok den eneste lyd, som du kommer til at opleve på dette gemmested. Velkommen til Kukuriku, der på kroatisk betyder noget så charmerende som "kykeliky".

Vi kan vist roligt sige, at jeg har fundet G-E-M-M-E-S-T-E-D-E-T, et super-charmerende hotel i den lille landsby, Kastav, med blot 100 indbyggere. Den ligger gemt på en bakketop ca. 378 meter over havets overflade i Kvarner-bugten. Kastav ligger 6 km nordøst for Opatija og ca. 10 km nordvest fra Rijeka.

Du kan selvfølgelig komme hertil med bus fra både Rijeka og Opatija, men jeg vil helt klart anbefale dig at have en lejebil til rådighed, da der er så meget at se i omegnen. Jeg ankommer selv i bil, som jeg parkerer ved den gamle ruin i landsbyen. Udsigten herfra er slående: Frodige, grønne skove med Kvarner-bugten, der glimter nedenfor.

I det øjeblik, du sætter din fod inden for i denne bedårende og meget autentiske by, får du fornemmelsen af at være trådt flere hundrede år tilbage i tiden. Det lille torv med små restauranter og cafeer er lige ved at vågne her midt på formiddagen, og lidt længere oppo ad de brostensbelagde gader popper det ene galleri efter det andet op, og det er bare så hyggeligt. Det tager ikke mere end 2 minutter til fods, så står jeg uden for Hotel Kukuriku, der gemmer sig bag en smuk terracottagul bygning, der oser af charme og hygge.

Den gamle skole i provencalske omgivelser

Den ligger i byens hjerte på torvet Lokvina, en fredfuld plads, hvor også byens kirke har adresse. Jeg får hurtigt en Provence-fornemmelse. Huset har over 700 år på bagen og har tidligere haft virke som skole, før det senere bliver omdannet til hotel og restaurant.

Det er altid spændende at se, hvad der gemmer sig bag væggene på et hotel og frem for alt, når der er tale om et mindre hotel med blot 15 værelser, der har så spændende en beliggenhed som Kukeriku. Jeg bliver da heller ikke skuffet, da jeg åbner døren til lobbyen.

Indretningen smelter fint sammen med resten af byens farver og rustikke charme. Flotte gamle stengulve der fortsætter op i en smuk stentrappe, bjælker i loftet, vægge malet i en varm lysegul farve, naturligvis også en pejs med friskhugget brænde liggende foran - og så får jeg pludselig øje på hotellets maskot, nemlig haner: )

Som du nok allerede har gættet, er det jo ikke for ingenting, at hotellet hedder 'Kukeriku', og mens jeg fortsætter min opdagelsesrejse inde på hotellet, er der flere udgaver af haner, både i form af malerier og pyntegenstande. Sara, den sprudlende receptionist, som viser mig rundt, fortæller, at de lokale, der kommer for at spise i restauranten tit medbringer forskellige typer af haner som en souvenir til hotellet. Så er du så heldig at checke ind som gæst her i landsbyen Kastav, og har du nogle gamle haner liggende derhjemme, så tag dem endelig med til Hotel Kukeriku: )

Spis dig mæt og glad

Hotellets restaurant har plads til 40 spisende gæster, og den er mindst lige så berømt som hotellet. Der er mange kroatiske forretningsmænd i jakkesæt, som lægger vejen forbi for at holde frokost eller fine middagsselskaber, og det er der en god grund til. For det første på grund af restaurantens beliggenhed, som gør, at de kan sidde mere uforstyrret, sammenlignet med en mere lokal restaurant nede ved kysten. Men også fordi, at restauranten har vundet mange fornemme priser gennem årene.

Her serveres innovativ gourmetmad influeret af både det lokale og internationale køkken samtidig med, de kan prale af et vinkort med over 200 forskellige vine. Sara fortæller også, at der tit er spisende gæster, der vælger at overnatte på hotellet, så de kan nyde de gode vine uden at skulle køre hjem senere. Behøver jeg at nævne, at også restauranten oser af hygge og indbyder både til en romantisk middag for to, et selskab på 10 eller hvorfor ikke et romantisk bryllup, nu hvor kirken alligevel står lige udenfor døren?!

Noget af det, der virkelig gør hotellet så hyggeligt er, at der ikke er de almindelige lange og kedelige gange til værelserne. Nej...her er der "kringel-kroge"-gange med trapper op og trapper ned, og nogle værelser ligger gemt helt oppe på loftet. Der er naturligvis elevator, hvis du ikke har lyst til at "gå på opdagelse".

Godt at vide om Hotel Kukuriku

Med taxa fra Opatija tager det ca. 15 minuter at komme til eller fra hotellet og det koster ca. EUR 10. Kastav er en af de første landsbyer i Kroatien som får sne i løbet af vinteren. Det medvirker også til, at Kastav normalt har rigtig varme somre, helt op til 37 grader. Så en ferie her vil være optimal i forår eller forsommer - eller perfekt til en romantisk efterårsrejse: )

I landsbyen bliver der hver sommer afholdt internationale musik-festivaler, jazz-festivaler og lignende. I oktober måned er der rigtig travlt med koncerter og vin-festivaler, hvorfor tidlig bestilling anbefales. 

Selv om Hotel Kukuriku ”kun” har 4 stjerner, så ville det havet toppet på skalaen, hvis der bliver bygget en swimmingpool og fitness. Den fantastiske restaurant, den fremragende service og ikke mindst de charmerende værelser er helt klart en ekstra stjerne værd i min verden.

Derfor skal du vælge Hotel Kukuriku

  • Nærmeste lufthavn: 39 km
  • Internetadgang/Wi-Fi
  • Restaurant
  • Parkering

Hoteltype

Kort og afstande

  • Nærmeste landsby, Kastav – 0 km
  • Afstand til havet – ca. 5 km
  • Rijeka, Kroatiens 3. største by – ca. 11 km
  • Kroatiens største ø, Krk Island – ca. 35 km
  • Hovedstaden Zagreb – ca. 171 km
  • Opatija med den fine promenade – ca. 7 km
  • Færge fra Stinica til Øen Rab - ca. 114 km
  • ... med byen Rab og de 4 elegante klokketårne
  • Færge fra Brestova til øen Cres - ca. 36 km
  • ... øen med de pastel farvede terrasser og venetianske palæer
  • Færge fra Rijeka til Losinj Island, kendt for de mange delfiner – ca. 11 km
  • Nationalparken Sjeverni Velebit, med de majestætiske bjerge – ca. 126 km
  • Pittoreske Lovran - ca. 14 km
  • Zagreb lufthavn – ca. 177 km
  • Ljubljana lufthavn – ca 126 km
  • Pula lufthavn – ca. 92 km

 

Værelserne, eller skal vi kalde dem suiter, da de er meget større end normale hotelværelser, kan beskrives med et enkelt ét ord - fantastiske! Nogle af dem har oven i købet pejs, og når du kommer ind på værelset, skal du lægge din nøgle i et slags stenfad på væggen, og så tændes der for lyset, det har jeg aldrig oplevet tidligere, og det er noget af en øjenåbner med sådan en "autentisk teknik".

Ingen værelser ligner hinanden, og Sara fortæller, at en del stamgæster ønsker at bo i netop deres personlige yndlingsværelse, når de lægger vejen forbi. Når du trækker gardinerne fra de yndige, gamle vinduer, ser du direkte ud på torvet og den smukke kirke. Mmmmm...jeg vil gerne vågne op i disse værelser. Selv det mindste værelse, som jeg besøger, er faktisk relativ stort.

På Hotel Kukeriku har jeg lyst til at bo på alle værelserne, og alle har de helt deres egen særprægede charme. Værelserne er rustikke med et moderne touch, der er bjælker i loftet, himmelsenge, parketgulve, store badeværelser med fine mosaikdetaljer.

Varme, hygge og romantik er nok de tre ord, som jeg bedst kan fremstamme til at beskrive værelserne med. De 15 værelser er inddelt i flere forskellige kategorier som suiter og dobbeltværelser, som alle har gratis WiFi, minibar, TV, hårtørrer og aircondition.

Alle de viste værelsesbilleder er eksempler. Indretning og størrelse kan variere inden for samme værelsestype. OBS: Hvis du bestiller et ophold indenfor kategorien ”economy” (økonomi), så kan denne type afvige fra vores generelle værelsesbeskrivelse. På mange hoteller er ”economy” af en lavere standard og/eller anden beliggenhed og er oftest hotellets billigste værelse (med eller uden vindue/udsigt).

Nedenfor har du udvalgte hotel- og værelsesfaciliteter på Hotel Kukuriku. Nogle kan være fælles og/eller mod tillæg på stedet eller høre til specifikke værelsestyper.

  • Mulighed for A/C
  • Internetadgang/Wi-Fi
  • Restaurant
  • Parkering (evt. mod gebyr)
  • I by eller landsby
  • By under 3 km væk
  • Hotelbar
  • Tæt på vandet (under 4 km væk)

Bemærk: Nogle faciliteter som f.eks. udendørs swimmingpool og restauranter kan være sæsonlukkede og kan indeholde betaling direkte til opholdsstedet (lavsæson er typisk fra oktober til og med april for de fleste rejsemål i Sydeuropa - på nær vinterdestinationer som Madeira og de kanariske øer). For Thailand er det næsten med omvendt fortegn (højsæson er typisk fra oktober til april) - dog kan der være differencer alt efter rejsemålet. Vi henviser til og anbefaler i øvrigt, at du læser vores FAQ

Adresse

Trg Lokvina 3
51215 Kastav

Koordinater

Latitude: 45.3735
Longitude: 14.3480

Anmeldelser fra TrustYou

TrustYou indhenter data fra flere rating-sider og laver et samlet gennemsnit.

Sådan kan du rejse

Hos Solfaktor kan du som gæst se frem til muligheden for selv at sammensætte din ferie præcis, som du ønsker. Det vil sige fleksibel afrejsedato, rejselængde og udrejselufthavn. Det er selvfølgelig også muligt blot at bestille "kun hotel", hvis du selv ønsker at arrangere transporten til og fra rejsemålet. 

Information om aktuelle flyruter og flytider finder du i søgemaskinen i step 2, når du søger en rejse.

På alle rejser, som inkluderer fly og hotel, har du desuden mulighed for at bestille en lejebil eller en transfer t/r til dit hotel. Vi tilbyder både privat transport eller en fælles transfer, der kan have flere stop. Information om transfer samt kategorier og aktuelle priser for billeje kan du ligeledes se i de efterfølgende step i søgemaskinen. Priserne for billeje er for hele opholdet med afhentning/aflevering i forbindelse med ankomst/hjemrejse til og fra den valgte ankomstlufthavn.

Vis mere