Rejser til Orahovac

Orahovac er en tidligere fiskerby i den nordlige del af den spektakulære Kotorbugt i det sydvestlige Montenegro. I dag er der ikke længere ret mange af byens omkring 300 faste indbyggere, som udelukkende lever af fiskeri. Takket være den betagende beliggenhed helt ud til vandet for foden af de stejle bjerge har den lille by i stedet forvandlet sig til et populært rejsemål.

Før "jerntæppet" faldt var Orahovac kendt som et yndet feriested for den jugoslaviske elite. I dag er det rejsende fra både øst og vest, som kommer hertil for at nyde landsbyens utroligt smukke omgivelser og det afslappende liv nede ved byens idylliske strand. Denne består af små rullesten, så vandet her er krystalklart og indbydende.

De smukke rustikke stenhuse i byen vidner om, at Orahovac ikke blot er et nymodens ferieresort. Tværtimod er det en by med en lang historie. I de historiske kilder nævnes byens navn første gang i det 15. århundrede. Selvom den primært var en bosættelse for landmænd og fiskere, blev den med tiden også vigtig for søfarten - især inden for handel. På grund af forbindelsen til baglandet var dette sted Montenegros dør til havet. Efter befrielsen fra tyrkerne i det 17. århundrede var Orahovac derfor en vigtig handelsplads i den inderste del af Kotorbugten ligesom Kotor og Risan var det. Af samme grund opstod der et helt netværk af stier, som første fra det bjergrige bagland ned til byen.

Autentisk landsbystemning

I dag er der ikke længere en lind strøm af sejlskibe, som lægger til kaj her for at få fyldt lasten op. Langs den idylliske havnefront ligger dog stadig enkelte små fiskerbåde, joller og lystbåde. Selvom byen har fået nyt liv som feriedestination, er Orahovac alligevel ifølge kendere et af de steder langs kysten i den berømte bugt, hvor man bedst kan mærke den autentiske landsbystemning.

Opindeligt bestod Orahovac af en øvre by (Gornji) oppe i det bjergrige bagland og en nedre by (Donji) ved kysten. I dag er det kun den nedre del som består. Den øvre del er forladt og får nu til dags mest besøg af de turister, som rejser til Orahovac for at tage på vandreture i de smukke bjerge.

Den fredelige landsbystemning og de naturskønne omgivelser er den største attraktion i Orahovac. Det er ikke en by præget af masseturisme, men i stedet et sted, der især retter sig mod familier og par, der sætter pris på den tilbagelænede atmosfære, som hersker her.

Udflugtsmål

Orahovac er sådan et af den slags steder, man har lyst til at blive hængende hele dagen. Her er måske nok ikke nogen store berømte seværdigheder, men den fredelige atmosfære og de fantastisk naturskønne omgivelser er grund nok i sig selv til at rejse hertil. Når det er sagt, vil det dog være en skam ikke at benytte chancen for at udforske området lidt i løbet af ferien.

Udover bjergene, som indbyder til vandreture, ligger der en perlerække af andre charmerende småbyer og badestrande rundt langs bugten. Helt oplagt er det naturligvis at tage en tur til Kotor. Denne velbevarede venetianske fæstningsby er en af Montenegros mest berømte seværdigheder. Den ligger blot et kvarters kørsel syd for Orahovac. I modsat retning er også den idylliske landsby Perast et besøg værd. Begge disse nabobyer tiltrækker en del besøgende, og så er det dejligt sidst på dagen igen at kunne vende hjem til Orahovac, hvor tempoet er lidt mere roligt.

Rejser til Montenegro

Læs mere om Montenegro og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Montenegro her

Hoteller i Orahovac