Rejser til Norge

Hvad enten du rejser til Norge om sommeren eller om vinteren, er altid masser at opleve - især i det fri. Naturen i vores naboland er med gletsjere, fjelde og vandfald langt mere rå og utæmmet, end vi er vant til herhjemme. Både ude ved kysten, i dalene og oppe på fjeldet indbyder den til en rejse med aktivt friluftsliv.

Selv om naturen ubetinget er Norges største attraktion, kan du også bruge rejsen på at udforske interessante byer som Oslo, Stavanger og Bergen. Her og i mindre byer er der en rig kulturarv, som spænder vidt lige fra gamle stavkirker og Edvard Munchs malerier til moderne design og nyskabende arkitektur.

Aktiv ferie i storslået natur

Vil du og familien på skiferie, skal I ikke rejse ret langt nordpå i Norge for at finde puddersne. I de største skiområder er der pister med udfordringer for ethvert niveau og erfarne skiinstruktører, som er klar til hjælpe dig, der skal på ski for første gang. Der er også masser af steder at løbe langrend, som der er stolte traditioner for i Norge.

Når foråret melder sin ankomst, og sneen smelter, kan du ligeledes gøre som nordmændene og snøre vandrestøvlerne for at drage op i fjeldene. Det er en oplagt mulighed for at udforske nogle af landets 47 nationalparker. Her er der gratis adgang og noget for alle. I Norge kan du således udfordre dine vildmarks- og kompaskundskaber til det yderste eller tage hele familien med på korte ture ad lette, velafmærkede vandrestier. Dette er et ferieparadis for friluftsmennesket!

Norge er især kendt for sine mere end tusind fjorde på vestkysten. To af dem, Geirangerfjorden og Nærøyfjorden, er optaget på UNESCO's verdensarvsliste. Fjordene med deres stejle, majestætiske klippesider er da også et uforglemmeligt syn. De skærer sig ofte dybt ind i landet med brusende vandfald, som bedst beundres nede fra en båd. Det er ikke overraskende, at krydstogtskibe gerne lægger vejen ind i fjordene. Der er dog også talrige flotte vandrestier langs fjordene, som fører dig op til udsigtspunkter som for eksempel Preikestolen ved Lysefjorden nær Stavanger. Det er kåret til et af verdens mest spektakulære udsigtspunkter af Lonely Planet.

Trænger du til en pause fra hverdagen, kan det også anbefales at drage længere ud i de norske fjelde både sommer og vinter. Her kan du sætte dig et bestemt mål for en dagstur, f.eks. en topbestigning af Norges højeste bjerg Galdhøpiggen (2.469 meter) eller tage på ugelange vandreture fra hytte til hytte. Der er tusindvis af kilometer med velafmærkede stier, og takket være Allemandsretten har du lov til at færdes næsten over alt.

Du behøver dog ikke nødvendigvis få sved på panden for at nyde den fantastiske natur på en rejse til Norge. I de mørke vinteraftener kan du lægge hovedet tilbage og nyde synet, når nordlyset danser hen over nattehimlen, og er du på bilferie, er der udsigtspunkter med betagende panoramaudsigter at holde pause. Dem er der talrige af på de såkaldte turistveje, som er nøje udvalgte vejstrækninger til kør-selv ferier, der præsenterer det bedste af Norge.

Sjov forlystelser for hele familien

Det er ikke kun Norges skisportssteder, der er kendt for at være meget familievenlige. Rundt om i hele landet findes børnevenlige aktiviteter og attraktioner. Vidste du for eksempel, at I oppe i Telemarken omkring to timers kørsel fra Oslo kan boltre jer i Skandinaviens største vandland, Bø Sommarland?

Sejler I til Kristiansand kan I eventuelt starte ferien med et besøg i Dyreparken, en kombineret zoologisk have og forlystelsespark/vandland, lidt uden for byen. Her kan I blandt andet møde de folkekære karakterer fra den elskede norske børnebog om Kardemomme By. Lidt syd for Oslo kan I besøge Norges største forlystelsespark, Tusenfryd, som også byder på mange timers sjov for børn i alle aldre. Blandt adrenalinjunkies er især Kongeparken lidt uden for Stavanger blevet et endnu mere eftertragtet rejsemål. Her er der garanti for kildren i maven.

Udover de mange forlystelsesparker, som henvender sig til familier, byder Norges skønne natur i sig selv også på utallige muligheder for oplevelsesrige rejser for familier. I kan komme højt til vejrs i sjove klatreparker, sejle på elve og søer i kano eller kajak, vandre på gletsjere med guide og suse gennem landskabet på mountainbike eller bag et spand slædehunde. Norge er én stor legeplads for både børn og voksne!

Spændende byer i Norge

Med så meget fantastisk natur er det nemt at glemme, at du faktisk også sagtens kan rejse til Norge for at nyde bylivet. Her kan du udforske kunstmuseer i verdensklasse og charmerende gamle bydele med hyggelige restauranter, markeder og grønne parker. Selv i hovedstaden Oslo kan du gå rundt til det meste, så pak et par gode vandresko til ferien.

Selv hvis du indlogerer dig på et hotel eller en lejlighed i en af de større byer, er det nemt at kombinere byens tilbud med naturoplevelser. I Oslo er det for eksempel en ganske kort gåtur fra den nærmeste metrostation til Vettakollen, hvor du kan nyde et smukt vue ned over hovedstaden. Du kan næsten heller ikke rejse til Bergen uden at vandre en tur op til fjeldtoppen Fløyen.

Smag på Norge

Blandt turister ude i verden er Norge berygtet for at have et højt prisniveau. Det er da heller ikke til at komme uden om, at priserne på mange ting er højere end selv danske priser. Du behøver dog ikke slæbe mad med hjemmefra med mindre du vil have den billigst mulige rejse. Selv hvis du skal spise ude, er der i Norge gode muligheder for at krydre ferien med kulinariske oplevelser, der passer til ethvert budget.

Lige som herhjemme er den norske madkultur blomstret op og har rykket sig meget de senere år. For tiden kan omkring et dusin norske restauranter bryste sig af en (eller flere) af de eftertragtede Michelin-stjerner. Fundamentet på både gourmetrestauranterne og de lidt mere almindelige spisesteder er de gode, friske råvarer. Norge har en af verdens længste kystlinjer, så frisk fisk og skaldyr såsom kongekrabbe, laks og den arktiske torsk, spiller en stor rolle.

I de norske madtraditioner finder du dog ikke kun spor af landets lange historie med fiskeri, men også jagt og landbrug. Du kan derfor også glæde dig til retter med mørt og saftigt rensdyr eller lam. For den eventyrlystne byder det norske køkken desuden på mange spændende specialiteter lige fra den altid populære brunost (myseost) til lutefisk (tørfisk), der typisk kun spises ved juletid. De mest modige kan spørge efter smalahove (fårehoved), som i nogle egne stadig er på menuen.

En anden måske lidt mere appetitlig madtradition, som heldigvis også lever i bedste velgående, er de lækre vafler. Uanset hvor du rejser til i Norge, vil du opdage at de serveres over alt - på caféer og restauranter, i hytter på fjeldet, om bord på færgen og sågar på i en gourmetudgave på de fineste restauranter.

Lufthavne og transport

Det er let at rejse til Norge fra Danmark. Du kan køre selv, sejle eller flyve. Det meste af året kan du for eksempel flyve direkte til Trondheim, Tromsø, Bergen, Stavanger, Kristiansand og Oslo fra Københavns lufthavn. Ønsker du at rejse fra Billund kan du normalt flyve direkte til Stavanger, Bergen og Oslo.

Når du er kommet til Norge, er den bedste måde at komme rundt på i de fleste tilfælde med bil. Så kan du udforske seværdigheder og attraktioner i dit helt eget tempo. Der er dog også et godt netværk af både busser og tog. Mellem Oslo og Bergen kører for eksempel Bergensbanen, som i sig selv trækker mange rejsende til Norge.

Bestil en billig rejse til Norge

Bestiller du din rejse til Norge her hos Solfaktor, kan du frit vælge længde og rejsedatoer. Her finder du nemt nettets bedste priser på fly og hotel. Booker du begge dele som en pakkerejse, er den naturligvis sikret af rejsegarantifonden.

Hvad enten du søger et stærkt tilbud på en rejse for dig og din partner, eller du skal afsted med hele familien, finder du altid de bedste rejsetilbud her.

Hoteller i Norge