Rejser til Guia de Isora

I fugleflugt er der under fem kilometer fra Guia de Isora ud til Tenerifes vestkyst, hvor feriebyer og strande ligger som perler på en snor. Takket være dens lidt tilbagetrukne beliggenhed oppe i baglandet kan du i Guia de Isora opleve et mere autentisk Tenerife, der ikke på samme måde er præget af turisme.

I Guia de Isora har man traditionelt levet af landbruget med dyrkning af blandt andet tomater og bananer. I dag producerer man en del blomster her på de frodige jorde her for foden af Teide, Tenerifes store vulkan. Det er først og fremmest manglen på nedbør, som begrænser, hvad man kan dyrke her. Det solrige klima uden ret meget regn er dog naturligvis også noget af det, der gør Guia de Isora så attraktiv som rejsemål.

Selvom der er nogle kilometer ud til havet, føles kysten aldrig langt væk i Guia de Isora. Byen ligger således i cirka 580 meters højde med god udsigt over det azurblå Atlanterhav. Den gamle del af byen er officielt udpeget som et "kulturelt aktiv" takket være de smukke bygninger, der repræsenterer traditionel kanarisk arkitektur.

Nede langs hovedvejen i den nyere del af byen er der adskillige restauranter, hvorfra du kan beundre udsigten over havet, mens du nyder din mad. Her finder du også en række butikker og supermarkeder. Lidt længere oppe i den ældre del af byen gemmer de charmerende smalle gader ligeledes på enkelte spisesteder og butikker. Deroppe bør du lægge vejen forbi den smukke kirke Iglesia de la Virgen de la Luz, der er omgivet af palmer og gamle laurbærtræer.

Mørke lavastrande og charmerende bjergbyer

Er det flere spektakulære udsigter og traditionelle landsbyer med hvidkalkede huse og smalle, brostensbelagte gader, du søger, behøver du blot bevæge dig et par kilometer længere op ad Pico del Teide til for eksempel Chirche. Den er bare én af adskillige charmerende, traditionelle landsbyer, som du nemt kan udforske på en rejse til Guia de Isora.

Rejser du hertil midt på sommeren er det naturligvis også oplagt at køre en tur ned til kysten for at nyde strandlivet. Ved Playa San Juan, der ligger omtrent et kvarters kørsel fra Guia de Isora, er der for eksempel familievenlige strande i små afskærmede bugter. Har du bestilt en lejebil til rejsen, er der masser af sådanne tiltrækkende, mørke lavastrande at udforske langs den nærmeste kyst. Det kan også anbefales at køre de kun omkring 15 kilometer til Los Gigantes, et af øens mest populære rejsemål som udover en strand er kendt for sine dramatiske kystlandskaber.

Find din rejse til Guia de Isora i søgemaskinen her på Solfaktor.dk. I den finder du nettets bedste priser på pakkerejser med både fly og hotel til Tenerife.

Rejser til Spanien

Læs mere om Spanien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Spanien her

Hoteller i Guia de Isora