Rejser til Sverige

Endeløse skove med spejlblanke søer, tusindvis af øer i idylliske skærgårde og stemningsfulde, rødmalede træbyer. Vores store broderland Sverige er en ganske kort rejse væk, men er alligevel på mange måder meget anderledes. Skandinaviens største land er samtidig et utroligt alsidigt rejsemål med natur- og kulturoplevelser for alle.

Selvom om svenskerne er et berejst folkefærd, ynder de da også selv at holde ferie hjemme og har omkring 600.000 sommarstugor rundt om i landet. Især Småland, Skåne og Öland er populære feriedestinationer, men også de mere øde egne længere mod nord har meget at byde på. Deltag for eksempel i den traditionelle midsommerfejring i Dalarna, hvor du lidt senere på sommeren kan begive dig ud i fredfyldte skove for at plukke blåbær. 

Jo længere nordpå du rejser i Sverige, jo lysere bliver sommernætterne. Krydser du helt op over polarcirklen, kan du et par måneder om sommeren opleve midnatssolen. Tager du i stedet op til det svenske Lapland om vinteren, har du ligeledes gode chancer for at opleve spektakulært nordlys danse på himlen.

Sverige for familier

Skal du rejse på ferie med børn, er Sverige en ideel destination. Hvad enten du tager dem med til hovedstaden Stockholm, Göteborg (med Liseberg-forlystelsesparken) eller på tur i hyggelige Småland, har I masser af familievenlige aktiviteter at vælge mellem. 

Det er for eksempel i Sverige, du finder nogle af Europas mest familievenlige skisportssteder. Og om sommeren kan I udforske den store svenske natur på kanoture eller med tømmerflåde. Kombiner eventuelt naturoplevelserne med spændende oplevelser i en af de tre store byer, Stockholm, Göteborg og Malmø, hvor der er forlystelsesparker, zoologiske haver og museer. Vasa Museet med det sunkne krigsskib fra 1600-tallet bør for eksempel stå højt på listen, hvis I besøger hovedstaden. For de mindste i familien Junibacken er også et besøg værd og en chance for at møde figurerne fra Astrid Lindgrens bøger.

Natur og friluftsliv

For dig, som holder af aktiv ferie i uspoleret natur, er allemansrätten noget af det bedste ved at rejse til Sverige. Den giver dig (i de fleste tilfælde) ret til at færdes frit i naturen, svømme og sejle i andres farvand og plukke svampe og bær i skoven.

Selv i Skåne lige ovre på den anden side af sundet, finder du hundredvis af kilometers vandreruter, hvor du kan vandre uforstyrret i dagevis. Vil du opleve ægte vildmark, kan du tage toget eller flyve helt op til Kiruna  eller Luleå for at udforske samernes land. Her kan du vandre i dagevis uden at se hverken asfalt eller huse.

Svensk friluftsliv behøver dog ikke være ensbetydende med primitiv overnatning i det fri og strabadserende aktiviteter. Der er således rig mulighed for at nyde den fantastiske natur i løbet af dagen, men vende hjem til en varm hytte eller hotelværelse.

Det er nabolandet Finland, der er kendt som "De tusinde søers land". Men der er også over 100.000 søer i Sverige samt utallige elve. Sammen med den 3.200 km lange kystlinje giver det masser af muligheder for at nyde en dag ved vandet på rejsen til Sverige. Selv hvis turen om sommeren går til  Stockholm, Gøteborg og Malmø kan det anbefales at pakke badetøjet.

Shopping i Sverige

Danskerne elsker at shoppe i Sverige. Ikke mindst fordi priserne på mange eftertragtede varer hinsidan ofte er ganske fordelagtige. Mange tager blot lige over broen til Malmø, hvor der både er hyggelige gågader og store shoppingcentre med alt, hjertet kan begære.

Selv hvis det ikke kun er for at shoppe billigt, at du rejser til Sverige, kan det anbefales at sætte tid af til det. Udover de større byers mange butikker og shoppingcentre har du ofte chance for at gå på opdagelse på et loppis.  Selv ude i små landsbyer, kan du desuden finde spændende hemslöjd-butikker, hvor du kan købe traditionelt håndværk. Småland er for eksempel også kendt for Glasriget, der er en sammenslutning af glasværker. Forhør dig eventuelt også på det lokale turistkontor, om der er traditionelle markeder i området.

Hvornår er det bedste at rejse til Sverige?

Sverige er i fugleflugt omtrent 1.500 km på langs, så vejr og klima kan varierer meget alt efter dit rejsemål. Overordnet kan landet opdeles i tre regioner, når det gælder klima; Götaland i syd, det centrale Svealand  og Norrland i nord.

I Götaland, hvor du finder for eksempel Gøteborg, Malmø og Öland, er vejret typisk, som vi kender det hjemmefra med korte, milde vinter og lune somre. Til sammenligning er Svealand normalt et par grader koldere. Regionen, som strækker sig fra Stockholm i øst til den norske grænse i vest, har af samme grund nogle af Sveriges mest populære skiområder. Den nordligste region, Norrland, har normalt også snegaranti, men kan også være meget kolde om vinteren med temperaturer, der ligger langt under frysepunkter i flere måneder. Deroppe er sommersæsonen kort, men ofte overraskende mild med temperaturer over 15 grader - perfekt til en vandreferie.

Du kan med andre ord rejse til Sverige året rundt. Både sommer og vinter kan du nyde såvel natur som byliv. Har du mulighed for at rejse uden for de almindelige ferieperioder, er der ofte endnu bedre muligheder for at finde billige rejsetilbud.

Bestil din rejse til Sverige online her

Du kan nemt arrangere din rejse med Solfaktor! Du skal blot vælge en afrejselufthavn i søgemaskinen, antal rejsende og dine foretrukne rejsedatoer. Så får du efter få sekunder et oversigt over de aktuelt billigste rejser til Sverige.

Du kan nemt sammensætte en pakkerejse med både fly og hotel. Vil du hellere selv stå for transporten, kan du sagtens nøjes med at booke et hotel hos os, men du er dog så ikke dækket af Rejsegarantifonden.

Hoteller i Sverige