Rejser til Poperinge

Poperinge ligger tæt på den fransk-belgiske grænse og er kendt som Flanderns humlehovedstad. Rejser du til Poperinge på den rette årstid, vil du på vej ind mod byen tydeligt se hvorfor. Byen er omgivet af landbrugsland, hvor der for en stor del dyrkes den såkaldte Westhoek-humle, som senere bruges i mange af de berømte belgiske øl.

Inde i Poperinge kan du på Humlemuseet blive klogere på dyrkning, høst og forarbejdning af humlen. Museet har også en imponerende samling af 1600 forskellige belgiske øl. Der tilbydes guidede rundvisninger, som naturligvis sluttes af med smagsprøver. Vil du fordybe dig endnu mere i øllets verden, finder du i nærområdet også nogle af Europas mest anerkendte bryggerier som for eksempel St. Bernardus ved nabobyen Watou eller Sint Sixtus klosteret, som gerne byder besøgende velkommen.

Humle er dog ikke det eneste Poperinge er kendt for. Byen, som har omkring 20.000 indbyggere, har de senere år også profileret sig som et rejsemål for aktive ferier. Med din base her har du således gode muligheder for at vandre eller cykle i området. Turistkontoret har etableret flere cykel- og vandreruter i omegnen. Mange af dem har et bestemt tema såsom humledyrkning eller historiske seværdigheder. Terrænet er overvejende fladt, så alle kan være med.

Seværdigheder og udflugtsmål

Under Første Verdenskrig stod fronten ganske nær byen, der blev brugt af de britiske styrker som base på vej mod Ypres Salient kamppladsen. Det kan virke lidt dystert, men er du historisk interesseret, er det på en rejse til Poperinge derfor oplagt besøge nogle af mindesmærkerne eller de militære kirkegårde i området med faldne soldater fra den store krig. Poperinge blev aldrig indtaget af tyskerne, men kampen ved fronten, som nogle gange lå få meter fra byen, kostede tydeligvis mange livet. Læg også gerne vejen forbi Talbot House, der under krigen blev lejet af en kaptajn, som indrettede en klub, hvor udmattede soldater kunne komme til kræfterne og tænke på noget andet end krig.

Nu til dags hersker der heldigvis fred og ro i Poperinge. Inden du begynder at udforske omegnen, kan det anbefales at tage en byvandring. Det er en behagelig og fodgængervenlig by at gå på opdagelse i. I det lille centrum er der smukke kirker, en smuk park samt et godt udvalg af butikker og restauranter. Belgien er kendt for sine gastronomiske kvaliteter, der inkluderer meget mere end berømte øl. Det får du rig mulighed for at opleve på rejsen til Poperinge.

Både hvis du vil have endnu flere interessante seværdigheder og restauranter at vælge mellem, bør du også køre den korte tur østpå (12 km) til den større naboby Ypres. Her er der også mange monumenter fra Første Verdenskrig og et stemningsfuldt centrum at fordybe sig i.

Rejser til Belgien

Læs mere om Belgien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Belgien her

Hoteller i Poperinge