Rejser til Tavronitis

Tavronitis er opkaldt efter floden, der har sin udmunding på østsiden af byen. De fleste som rejser til Tavronitis på Kreta, kommer dog hertil for at nyde Kretas solrige middelhavsklima og slappe af på stranden. Den består her mest af groft sand og de småsten, som også præger mange andre strandene på øens nordkyst. Dette kan faktisk være en fordel fremfor det fine, flyvske sand, hvis du vil solbade, mens der er en svalende blæst fra havet. Stranden er med andre ord perfekt, hvis du vil slænge dig på en liggesol og nyde udsigten over Chaniabugten. Når du trænger til at køle lidt af, kan du tage en dukkert i det klare hav.

Et af Chaniabugtens mere fredelige rejsemål

Selve landsbyen Tavronitis ligger lidt tilbagetrukket fra kysten omgivet af de olivenlunde, som vidner om, at turisme ikke altid har været hovedindtægten på disse kanter. Første gang Tavronitis nævnes i de historiske kilder er i en folketælling fra det 16. århundrede. Selvom der er løbet meget vand i åen siden da, er den oprindelige landsbystemning i høj grad intakt.

Sammenlignet med de større og mere kendte feriebyer tættere på Chania, kan du på en rejse til Tavronitis således forvente en mere fredelig atmosfære. Det er derfor ikke det mest oplagte rejsemål for dig, som ønsker en ferie med masser af lokale aktivitetsmuligheder og et pulserende natteliv. Der er dog adskillige hyggelige tavernaer og restauranter i byen, ligesom du finder rigeligt med indkøbsmuligheder i form af mindre supermarkeder og kiosker til at dække de fleste af feriens behov.

Får du en dag lyst til en rigtig shoppingtur, kan det anbefales at hoppe på bussen til Chania. Udover de mange butikker kan du i Kretas næststørste by også udforske spændende kulturskatte. I selve Tavronitis er det trods dens alder småt med seværdigheder af historisk interesse. Lidt uden for byen ligger der dog en krigskirkegård med faldne tyske soldater fra 2. verdenskrig. Kører du ud af byen østpå, bør du også lægge mærke til jernbroen ved siden af vejen. Den var scene for voldsomme kampe, da de tyske faldskærmstropper angreb flyvepladsen Maleme. Kigger du godt efter, kan du se skudhuller i broens sider.

Vil du have lidt afveksling i strandlivet, er bugtens andre populære feriebyer inden for kort rækkevidde. Platanias ligger for eksempel mindre end et kvarters kørsel væk. Med sin placering på det vestlige Kreta er Tavronitis også et godt udgangspunkt for en udflugt til Elafonissi, øens måske mest idylliske strand.

Rejser til Grækenland

Læs mere om Grækenland og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Grækenland her

Hoteller i Tavronitis