Fly + Hotel
Kun hotel
Rejser til Nessebar
Nessebar ligger på en halvø ved Sortehavskysten umiddelbart syd for en af Bulgariens mest kendte badebyer, Sunny Beach. Modsat den populære naboby, som først blev etableret i løbet af 1960'erne, er Nessebar mere end 3.000 år gammel.
Faktisk består Nessebar, som ofte staves Nesebar, af to dele, der er adskilt af en smal, menneskeskabt landtange. Den ældste, oprindelige del ligger ude på den lille halvø (som oprindeligt var en ø), mens den mere moderne del med de fleste hoteller ligger inde på fastlandet. Den ældre del af Nessebar er i kraft af sine dybe historiske rødder og spor efter tidligere civilisationer i dag blevet et populært udflugtsmål. På grund af de mange velbevarede historiske bygninger ude på halvøen optog UNESCO allerede i 1983 Nessebar på sin liste over verdensarv.
Mærk historiens vingesus
Nessebar der ved den seneste opgørelse havde 13.600 indbyggere, opstod i slutningen af bronzealderen som en thrakisk bosættelse kaldet Menebria. Den blev ved slutningen af det 6. århundrede f.Kr. til en græsk koloni og i den forbindelse befæstet med en mur. Siden skiftede herredømmet over byen adskillige gange. Nessebar var således allerede som del af Romerriget et vigtigt økonomisk og kulturelt centrum takket være den strategisk gode beliggenhed. Senere kæmpede det Byzantinske Rige og det bulgarske rige ad flere omgange om byen.
Osmannerne erobrede byen i 1453, men takket være grækernes gode handelsforbindelser bevarede byen dog en høj grad af selvstændighed de følgende århundreder. Først i slutningen af det 19. århundrede blev Nessebar en del af fyrstendømmet Bulgarien. På det tidspunkt var hovedparten af byens befolkning stadig græsk.
Går du i dag en tur rundt i det gamle Nessebars smalle brostensbelagte gader mellem de rustikke stenhuse og torve, vil du tydeligt fornemme historiens vingesus. Spor fra tidligere epoker og folkeslag er der mange af. Du vil kunne se en del af fæstningsmuren, ligesom en række kirker er bevaret. Et par af dem er omdannet til museer. Oprindeligt var der op mod 40 kirker på den lille halvø. Mange af husene i den gamle bydel, som har en underetage bygget i sten og overetage i træ, stammer fra 17- og 1800-tallet. Denne stil er typisk for periodens arkitektur ved Sortehavet.
Restauranter, shopping og natteliv
Den gamle bydel er et populært udflugtsmål, og turismen sætter naturligvis sit præg på gaderne. Her er de sædvanlige karikaturtegnere, gademusikanter og stribevis af souvenirbutikker. På en rejse til Nessebar, har du dog også chancen for at opleve stemningen om aftenen.
Sidst på dagen vender mange af de besøgende fra Sunny Beach således tilbage til deres hoteller. Så bliver der lidt mere fredeligt i Nessebar, hvor du kan nyde de lune aftener på et væld af hyggelige restauranter. Især fisk og skaldyrsretterne er som regel meget anbefalelsesværdige, men menuen byder også på mange andre fristelser - både fra det traditionelle bulgarske køkken og internationale favoritter.
I den nyere del af Nessebar inde på fastlandet finder du også et godt udvalg af spisesteder samt flere butikker og supermarkeder. Trods den kort afstand er priserne typisk lidt lavere inde på fastlandet, hvor du også har gode muligheder for at finde souvenir, hvad enten du er på udkig efter traditionelt kunsthåndværk, tøj eller lokale delikatesser. Er det ikke nok til at dække dine shopping-behov, kan du eventuelt hoppe på bussen til Burgas, hvor der ligger et par store shoppingcentre.
Der er få kilometer fra Nessebar nordpå til Sunny Beach og de mange restauranter plus mere livlige natteliv, som findes der. I Nessebar er aftenerne normalt mere fredelige, selvom du også her godt kan blive hængende på barer eller caféer til et godt stykke ud på de lune sommeraftener.
Strande ved Nessebar
Den stemningsfuld gamle del af Nessebar er naturligvis ikke det eneste, som har gjort byen til et af Sortehavets mest populære rejsemål. Byen giver dig nemlig også perfekte betingelser for en afslappende badeferie med familien.
Det er dog inde på fastlandet ved den nye bydel, at de større badestrande ligger, hvor I kan nyde det solrige klima og det lune Sortehav. Sidst, men ikke mindst, finder du lige på nordsiden af byen den lange strand, som du kan følge hele vejen op til badebyen Sunny Beach.
Transport
Nærmeste lufthavn ligger nord for Burgas (BOJ) omkring 25 kilometer fra Nessebar. Du kan tage bus eller taxi fra lufthavnen. Sidstnævnte opkræver dog ofte overpris. Er det muligt, kan du med fordel arrangere transfer til dit hotel på forhånd. Hvis du lejer en bil, skal du ikke forvente at kunne køre ind i den gamle bydel, hvor trafikken af indlysende årsager er begrænset.
En bil er ikke strengt nødvendig, hvis du rejser til Nessebar. Byen er godt forbundet med bus til mange andre destinationer i Bulgarien. Der kører således jævnligt busser til Sunny Beach, Burgas, Varna og Sofia.
Tjek det aktuelle udvalg af rejser til Nessebar i søgemaskinen her på siden. Her finder du nettets bedste priser på fly og hotel til Sortehavets perle.
Rejsegaranti
Du er i sikre hænder før, under og efter rejsen
Pakkerejser
Bestil fly, ophold og bil/transport samlet ét sted
Valgfrihed
Vælg selv hvor mange dage du ønsker at rejse
Håndplukket
Vi har personligt udvalgt alle hoteller
Hoteller i Nessebar
Billeder fra Nessebar