Rejser til Santa Teresa di Gallura

Byen, der har omkring 5000 indbyggere, er også et ideelt udgangspunkt for udflugter til mere berømte destinationer på Sardinien, såsom den nærliggende kyststrækning Costa Smeralda og den historiske by Castelsardo.

Velkommen til Sardinien med Solfaktor, vi er specialister i rejser til Santa Teresa di Gallura og andre rejsemål på øen.

Tætte relationer til Korsika

Du kan også vælge at kombinere ferien i Santa Teresa di Gallura med en rejse til Korsika, da Santa Teresa di Gallura ligger på den nordligste spids af Sardinien ved Bonifaciostrædet, der udgør rigsgrænsen mellem Frankrig og Italien, og er et overgangssted for en relativt billig bilfærge til Bonifacio på Korsika.

Nærheden til Korsika har i det hele taget sat sit præg på byen, idet den først blev grundlagt i 1800-tallet med det formål at forhindre smuglere i at bruge smuglervejen mellem Sardinien og Korsika. De talrige vagttårne, som du kan se langs kysten, er et spor fra denne tid. Den tætte relation til Korsika kan også høres i lokalbefolkningens dialekt, der minder om den, man taler på det sydlige Korsika, hvilket skyldes, at mange korsikanere gennem tiderne har slået sig ned i byen.

Oplevelser og seværdigheder

Strande

Mange tager til Santa Teresa di Gallura for at holde badeferie og der er flere gode strande tæt på byen. To af dem, Santa Reparata- og Rena di Ponente-stranden, ligger ved forbjerget Capo Testa for enden af en lang landtange.

En anden af strandene tæt på byen er Rena Bianca-stranden, som med sit bløde, hvide sand og med sit lave vand er velegnet til børnefamilier. Stranden byder på lang række faciliteter, såsom udlejning af solparasoller, liggestole og kajakker. Der er også muligheder for at dyrke vandsportsaktiviteter i området, såsom snorkling og dykning.

Granitklipper - og ture til fods og til hest

For enden af forbjerget Capo Testa kan du opleve nogle meget flotte granitklipper; og lidt mod øst ligger den smukke dal, Valle della Luna, som rummer et eventyrligt landskab af majestætiske granitklipper.

I området omkring forbjerget Capo Testa er der også gode mulighed for at tage på ture til fods eller hest og nyde det smukke landskab. 

Gigantens grav

Gigantens grav - eller Tomba dei giganti, som den hedder på italiensk (eller Tumba de zigantes på sardisk) - er navnet på en grav, der ligger i et arkæologisk udgravningsområde, kaldet Sito Archeologico Lu Brandali - Tomba - i den vestlige udkant af byen.

"Gigantens grav" er et navn, som er givet af lokale folk og arkæologer til en bestemt type sardisk grav fra bronzealderen, som er bygget af den sagnomspundne nuragiske civilisation. 

Udflugtsmuligheder

Ud over muligheden for at kombinere ferien i Santa Teresa di Gallura med en ferie på den sydlige del af Korsika (eller en dagsudflugt til øen) så er det oplagt at benytte sig af muligheden for at opleve den berømte kyststrækning Costa Smeralda, der ligger i overkommelig afstand i østlig retning.

En anden oplagt mulighed er at besøge den historiske by Castelsardo, der kun ligger lidt mere end en times kørsel fra byen. Castelsardo er ofte med på diverse lister over de smukkeste småbyer i Italien - og når du ser den, knejsende på et klippefremspring med en fantastisk udsigt ud over det nordvestlige hjørne af Sardinien, forstår du nok hvorfor.

Byen blev opført i 1100-tallet og bymurene og borgen stammer fra den tid, hvilket bidrager til den meget autentiske atmosfære. På trods af sin beskedne størrelse har byen også relativt mange gode trattoriaer. Og så er byen berømt for sin smukke, traditionelle kurvefletning.

Lokal transport

Santa Teresa di Gallura er generelt godt forbundet med resten af øen. Det er for eksempel muligt at tage bus til både Olbia og Alghero og mange andre, mindre, byer. Du skal dog være opmærksom på, at der ofte kun er få afgange på søn- og helligdage. Ligeleldes er der ofte kun få daglige afgange til de små byer. 

Derimod er det svært at komme rundt med tog, da tognettet på Sardinien ikke er særligt udviklet.

Hvis du har mulighed for det, kan det anbefales at leje en bil, så snart du kommer til Olbia Lufthavn eller Alghero lufthavn. På denne måde kan du frit bevæge dig rundt fra Santa Teresa di Gallura til andre destinationer på øen.

Derudover er der som sagt en relativt billig bilfærge til Bonifacio på Korsika.

Lufthavne

De to mest benyttede lufthavne, når man holder ferie i Santa Teresa di Gallura, er Olbia Lufthavn, der ligger omkring 64 kilometer (afhængigt af rute-valg) fra byen, og Alghero Lufthavn, som blandt andet benyttes af lavpris-selskabet Ryanair, men som til gengæld ligger omkring 128 kilometer fra byen (afhængigt af rute-valg). 

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller i Santa Teresa di Gallura

Populære hoteller i Santa Teresa di Gallura

Italien, Sardinien, Santa Teresa di Gallura
8,7
Meget godt
696 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 65 km
  • Nærmeste strand: ca. 300 m
  • Internetadgang/Wi-Fi
Italien, Sardinien, Santa Teresa di Gallura
8,0
Meget godt
156 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 66 km
  • Nærmeste strand: ca. 950 m
  • Pool (evt. sæsonåben)
Italien, Sardinien, Santa Teresa di Gallura
8,5
Meget godt
147 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 66 km
  • Nærmeste strand: ca. 850 m
  • Pool (evt. sæsonåben)

Hvad siger gæsterne i Santa Teresa di Gallura?

8,4
Samlet gæstebedømmelser
Baseret på 5 anmeldelser