
Dagsture fra Lissabon
2026-04-21
Dagsture fra Lissabon
Lissabon er en by, du aldrig bliver helt færdig med, men noget af det bedste er faktisk det, der ligger lige udenfor.
På under en time kan du opleve strande, små landsbyer, natur og vinområder, som giver en helt anden følelse end storbyen. Hvis du vil have lidt variation i løbet af rejsen, er disse steder helt klart et besøg værd.
Cascais – Hav, sol og cykelture
Cascais er et af de nemmeste og hyggeligste steder at tage til fra Lissabon. En kort togtur bringer dig direkte til en lille kystby med strande, frisk luft og en helt anden ro. Her kan du lave så meget eller så lidt, du har lyst til. Slap af på stranden, tag en dukkert, eller lej en cykel og udforsk området langs kysten.
En af de bedste oplevelser er at følge den afmærkede cykelrute langs havet. Turen er omkring 16 km lang og fører dig forbi smukke udsigtspunkter og helt ud til Praia do Guincho, en populær strand for surfere. Mit bedste tip er at tage en madpakke med, og gøre turen til en afslappet heldagsoplevelse med mange stop undervejs.
Hvis du vil afslutte dagen med lidt kultur, kan du besøge Casa das Histórias Paula Rego. Et lille, men imponerende museum med værker af en af Portugals mest kendte kunstnere.
Udsigt mod havet og den farverige kystby Cascais
Portinho da Arrabida – Ro, natur og krystalklart vand
Blot 45 minutter syd for Lissabon finder du et sted, der føles helt anderledes: Portinho da Arrábida. Dette er en lille, rolig landsby med en af de smukkeste strande i området. Vandet er klart og roligt, perfekt til snorkling eller bare en lang og afslappende dag i solen.
Bag stranden rejser bjergene sig dramatisk og giver området en næsten eksotisk stemning. Her ligger også Arrábida Natural Park, hvor du kan køre ad snoede bjergveje, stoppe ved udsigtspunkter og udforske små skjulte perler. Det er et sted, hvor det er let at blive længere end planlagt.
Hvis du har tid, findes der flere hyggelige overnatningssteder med udsigt over havet.
Udsigt over nationalparken i Arrabida
Azeitao – Vin og lokale smage
Ikke langt fra Arrábida ligger Azeitão. En lille landsby, som er værd at tage en tur til. Her er tempoet roligere, smagene gode og de lokale traditioner stærke.
Området er især kendt for sin vin, og du kan besøge vingårde som José Maria da Fonseca og Bacalhôa. Selv hvis du ikke er særligt interesseret i vin, er det en hyggelig oplevelse at gå rundt, smage lidt og bare nyde stemningen.