Solfaktor official logo
En smal strand med turkisblåt vand, omgivet af klipper, ved La Maddalena på Sardinien i Italien

Fly + Hotel

Kun hotel

Budget

2 voksne

Yderligere søgemuligheder

Hoteller med lavere puls

Vi lever i en tid, hvor det forventes, at vi altid er på. Selv når vi skal koble af og holde ferie, har vi sjældent held med det. Kroppen er konstant i alarmberedskab, uden at vi lægger mærke til det, indtil den pludselig en dag siger stop.

Det, du har brug for, er en nulstilling. En veldesignet pause, der kan afhjælpe denne form for tilstand, før du rammer muren. Du har brug for et sted, der er skabt til at berolige et overaktivt nervesystem. Et sted, hvor der ikke kræves noget af dig. Et sted, hvor du får tid til at trække vejret igen.

Vi kalder det slow travel. Det er en ferie med lavere puls, hvor det primære mål er ro og restitution i naturskønne omgivelser. Det kan være på vandreture i bjerglandskaber eller en eftermiddag med en enestående smuk havudsigt.

De 12 hoteller i denne artikel er nøje udvalgt, fordi de på hver deres unikke måde tilbyder slow travel. Fra Madeira til Kreta. Her er målet ikke at opleve så meget som muligt, men at kunne rejse hjem mere udhvilet og fuld af liv på en måde, der varer ved.

Hotellerne ser du i højre side af skærmen.

En smal gade, eller gyde, med stenfliser. Et lille cafebord i højre side og længst inde i billedet ser man to personer komme gående.

Det er præcis sådanne stille og rolige gader, vi har brug for, når batterierne skal lades op. Her fra "den hvide by" Ostuni i Puglia

Hvor skal du bo?

Det afhænger af, hvilken rytme og atmosfære du leder efter, og hvad der får netop dig til at sænke skuldrene. Her er 12 håndplukkede hoteller på 6 forskellige destinationer, som alle kvalificerer sig til en ferie med lavere puls, men på hver sin unikke måde. Du finder en nærmere beskrivelse længere nede på siden.

Hotellerne finder du i højre side af skærmen.

  • Vælg Quinta da SerraMadeira hvis du vil have et bæredygtigt alternativ, som kombinerer total stilhed og storslået bjergvandring.
  • Vælg Quinta Mirabela på Madeira, hvis du vil have moderne luksus og komfort kombineret med nærhed til Funchal centrum.
  • Vælg Finca AlbellonsMallorca hvis du søger dyb ro og fantastiske muligheder for vandring i et naturskønt bjerglandskab.
  • Vælg Hotel Mirabó de Valldemossa hvis du vil have den intime udgave af Mallorca, omgivet af de mægtige Tramuntana-bjerge.
  • Vælg Stefanos VillageKreta hvis du vil have græsk ro og en privat atmosfære på den afslappende sydkyst af øen.
  • Vælg Hotel Amber Light Villas hvis du vil bo i en af de smukkeste landsbyer på Santorini i De græske øer. Her finder du hotellet til dig, der ønsker en romantisk ferie præget af luksus og privatliv på den mere rolige del af øen.
  • Vælg Masseria Salinola, som du finder i regionen Puglia i det sydlige Italien, hvis du vil have et historisk gårdophold med spa og lokale, kulinariske oplevelser i det autentiske Syditalien.
  • Vælg Bajaloglia ResortSardinien i Italien, hvis du ønsker at sænke pulsen med enestående havudsigt og en intim atmosfære.
  • Vælg Holm Boutique SpaMalta hvis du ønsker prisvindende spa og umiddelbar nærhed til et livligt folkeliv.
  • Vælg Murella Living på Gozo, hvis du vil opleve Maltas rolige søsterø, der byder på harmonisk stilhed og dykning i verdensklasse.
  • Vælg Hotel Riva by Aycon i Montenegro hvis du vil have et mindre kendt feriealternativ med privat strand og nærhed til charmerende byliv.
  • Vælg Boutique Hotel Casa del Mare Mediterraneo i Montenegro, hvis du vil have eksklusiv velvære med et unikt særpræg og førsteklasses gastronomi.

Hotel Quinta da Serra i Câmara de Lobos på Madeira:

For dig, der vil kombinere dyb ro og stilhed med storslåede naturoplevelser, er Quinta da Serra på Madeira et af Europas bedste alternativer.

Quinta da Serra er et 5-stjernet bio-hotel beliggende 800 meter over havet i Jardim da Serra-området i Câmara de Lobos på Madeira. Afstanden til Madeiras internationale lufthavn er omtrent 40-45 minutter i bil, og der er 20 minutter til Funchal centrum.

Det, der gør Quinta da Serra anderledes end et typisk wellnesshotel, er ejendommens størrelse. Hotellet er omgivet af en spektakulær park på hele 14,5 hektar fyldt med skov, smukke haver og historiske stier, som gør, at du faktisk kan gå ture i total stilhed uden at møde andre gæster. Du bor også i umiddelbar nærhed af den kendte Levada do Norte, og med direkte adgang til Boca da Corrida-stien til mere udfordrende bjergvandring.

Quinta da Serra har længe været et forbillede inden for bæredygtighed og har været CO2-neutralt siden 2021. De driver deres eget certificerede økologiske landbrug, som forsyner hotellets restaurant. Hotellets fitnesscenter er åbent døgnet rundt med faste pilates-hold og der er tennisbane samt indendørs pool, jacuzzi, sauna og wellnesscenter.

Bedste rejsetidspunkt: maj til oktober. Sommerhalvåret i bjergene byder på behagelige temperaturer på omkring 20-25 grader. Câmara de Lobos på sydsiden er også bedre beskyttet mod vind og vejr end på nordkysten.

En bugt på Madeira, ind mod en mindre fiskerlandsby. I vandet ligger flere små fiskerbåde. Bugten er omgivet af lav bebyggelse og området bagved er en frodig og stigende bjergformation

I denne lille landsby på Madeira ligger Hotel Quinta da Serra. Her vil man finde roen, som man kan tage med sig hjem senere. Her fra Camara De Lobos på Madeira

Quinta Mirabela i Funchal på Madeira:

Ønsker du nærhed til “hovedstaden” Funchal centrum, kombineret med moderne luksus og fremragende faciliteter, er Quinta Mirabela på Madeira det rigtige valg.

Quinta Mirabela er et elegant 5-stjernet boutiquehotel beliggende på bjergsiden i det historiske Monte-distrikt over Funchal centrum. Hotellet er en herregård, som er blevet forvandlet til en moderne oase med kun 24 unikke værelser og suiter, hvoraf de fleste byder på panoramaudsigt over Funchal-bugten. Afstanden til Funchal centrum er under 10 minutter i bil, og Madeiras internationale lufthavn ligger omtrent 20 minutters kørsel derfra.

På Quinta Mirabela oplever du gennemført luksus med en idyllisk udendørs pool og en stor wellnessafdeling. Spaen har både hammam (tyrkisk bad), jacuzzi, sauna, et moderne fitnessrum og et stort udvalg af massagebehandlinger. Hotelrestauranten, som ligger på terrassen med byens bedste havudsigt, bliver konsekvent rost i gæsteanmeldelser, især for den velsmagende morgenmadsbuffet.

Da hotellet ligger højt oppe på bjergsiden, tilbyder de gratis shuttlebus til og fra Funchal centrum på hverdage. Vejene op til hotellet er stejle og snoede, så hvis du planlægger at leje bil, anbefales det at vælge en med automatgear.

Bedste rejsetidspunkt: april til oktober. Madeira har behagelige temperaturer året rundt, men sommermånederne byder på mest sol og varme. Funchal-området er også mindre udsat for vind og nedbør om vinteren end nordkysten af øen.

Billedet viser Monte Palace Tropical Gardens på Madeira. Et frodigt havelandskab, japansk-inspireret og med et rødt terrasselignende udsigtspunkt. Ved indgangen ligger der et mindre vandspejl. Alt under en blå himmel.

I nærheden af hotellet Quinta Mirabela i Funchal på Madeira finder du Monte Palace Tropical Gardens. At gå en tur gennem denne have giver dig balance

Finca Albellons i Selva på Mallorca:

For en idyllisk bjergoase er Hotel Finca Albellons det perfekte valg. Som en gæst så fint beskriver det: "Et vidunderligt, fredfyldt landhotel i Tramuntana-bjergene, som er perfekt til vandreture, cykling eller bare at sidde ved poolen."

Finca Albellons ligger i Binibona, et lille bysamfund tæt på landsbyen Selva på sydsiden af Tramuntana-bjergene på Mallorca. Det er en eksklusiv 4-stjernet finca (bondegård) med kun 16 unikke værelser, beliggende i en historisk stenbygning med traditionel facade. Afstanden til Palma Lufthavn er omtrent 45 minutter i bil.

Det unikke ved Hotel Finca Albellons er den totale stilhed – en luksus, som kan være svær at finde andre steder på øen. Her bor du ved foden af Tramuntana-bjergene med fantastiske vandrestier lige uden for døren, både mod det historiske Lluc-kloster og det majestætiske Puig Tomir. Rejser du hertil i det tidlige forår eller sene efterår, kan du forvente friske dage i bjergene og hyggelige aftener foran pejsen i loungen.

Finca Albellons har en fantastisk udendørs infinity-pool med panoramaudsigt over bjergene, foruden sauna og bibliotek. På hotellets anerkendte restaurant serveres der mallorcinsk mad baseret på lokale, kortrejste råvarer.

Bedste rejsetidspunkt: marts til maj og september til november. Sommeren på Mallorca er ofte for varm til længere vandreture midt på dagen, men foråret og efteråret byder på perfekt vandrevejr og kølige nætter oppe i bjergene.
OBS! Hotellet holder lukket om vinteren.

Billedet er fra indersiden af hotellet Finca Albellons. Væggene er i sten med et åbent badeværelse og træbjælker i loftet. Med badekar og dobbeltseng i det åbne rum, hvor man lige udenfor kan gå ud på sin egen terrasse.

På hotellet Finca Albellons finder du både stilhed, udsigt, natur og luksus, som giver balance for nervesystemet.

Hotel Mirabó de Valldemossa i Valldemossa på Mallorca:

Søger du den intime, afsidesliggende udgave af Mallorca, er Hotel Mirabó de Valldemossa det perfekte valg.

Hotel Mirabó de Valldemossa er et lille boutique-hotel beliggende på en bakketop lige uden for den kendte kunstnerlandsby Valldemossa på Mallorcas vestkyst. Hotellet er en restaureret finca (bondegård) fra 1600-tallet, omgivet af gamle egetræer, oliventræer og de mægtige Tramuntana-bjerge som kulisse. På trods af den isolerede beliggenhed tager køreturen til Palma Internationale Lufthavn kun 25 minutter.

Det historiske er velbevaret på Hotel Mirabó de Valldemossa med rå natursten, terracottagulve og antikke møbler. Med kun 9 unikke værelser og suiter er du sikret en eksklusiv atmosfære. Samtlige værelser byder på en fantastisk udsigt over dalen, enten gennem store vinduer eller fra en privat balkon. Hotellet har en udendørs infinity-pool, og restauranten serverer lokale specialiteter baseret på kortrejste råvarer. Gæsterne roser konsekvent baren i hovedhuset for at være tillidsbaseret; her mikser du din egen drink og skriver det op i bogen.

Det, der gør Hotel Mirabó de Valldemossa speciel, er netop, at det er så lille og intimt. Selv når hotellet er fuldt booket, føles der aldrig trangt omkring poolen. En gæst formulerer det sådan: “Værelserne er smukt indrettet med fantastisk udsigt, og roen og stilheden er virkelig det bedste. Vi hviskede de første dage…

Bedste rejsetidspunkt: april til oktober. Sommeren på Mallorca er ofte for varm til lange bjergture midt på dagen, men perfekt til afslappende dage ved poolen.
OBS! Poolen er ikke opvarmet, så hvis du rejser i det tidlige forår eller sene efterår, skal du være forberedt på køligere badetemperaturer. Hotellet holder lukket om vinteren.

En lille pool omgivet af rå natursten og frodig beplantning. En solseng med en taske og et håndklæde står placeret ved siden af.

Hotellet Mirabó de Valldemossa på Mallorca giver dig den intime stilhed, du måske søger efter. Med antikke møbler, terracotta, natursten, udsigt og privat balkon finder du den ro, som de fleste af os har brug for indimellem.

Stefanos Village Hotel i Plakias på Kreta

Kunne du tænke dig en ferie præget af græsk ro og en form for meditativ stemning? Så er Stefanos Village et fremragende valg.

Hotel Stefanos Village er et familiedrevet hotel beliggende i den lille landsby Myrthios på bjergsiden over Plakias på Kretas sydkyst. Plakias-stranden ligger en kort køretur på under 10 minutter væk, og turen fra lufthavnen i enten Chania eller Heraklion tager omtrent en time og 40 minutter i bil.

Sydkysten er Kretas rolige og mindre turistprægede perle, langt væk fra store turistmængder. Stefanos Village består af 25 værelser fordelt på studiolejligheder, lejligheder og suiter, hvor samtlige har privat balkon med flot havudsigt. Hotellet har en udendørs infinity-pool med dramatisk udsigt over Plakias-bugten, og hotellets restaurant serverer traditionelle kretensiske retter, gerne til lokal livemusik om aftenen.
Sådan beskriver en gæst det: “Hotellet er ikke dyrt, men føles som et luksuriøst hotel, der tilbyder ro og privatliv. På et tidspunkt følte jeg, at det var et privat hotel kun til mig.

Bedste rejsetidspunkt: maj, juni og september er perfekt, hvis du ønsker behagelig varme og rolige strande. Juli og august er højsæson, men selv i disse måneder bevarer sydkysten sin fredelige karakter.

Billedet viser en infinity-pool på hotellet Stefanos Village på Kreta. Fra poolen har man direkte havudsigt. Langs poolen står der solsenge, hvoraf nogle er placeret under halvtag. Længst til højre er der caféborde.

På hotellet Stefanos Village på Kreta finder du en meditativ græsk ro. Væk fra masseturismen, men med havudsigten som du kan nyde fra din egen private balkon

Amber Light Villas i Imerovigli på Santorini:

Til dig, der rejser på romantisk ferie og vil have ro og privatliv, trygt tilbagetrukket fra de mest hektiske steder på Santorini, er Amber Light Luxury Villas det perfekte alternativ.

Amber Light Villas er et 5-stjernet luksushotel med 20 elegante villaer og suiter på den fredelige østside af Santorini i Grækenland. Hotellet ligger kun en 5-minutters biltur fra den lille landsby Imerovigli, og hotellet tilbyder shuttleservice. Afstanden til Santorini Internationale Lufthavn er kun 15 minutter i bil.

Mens den mest populære og overfyldte del af Santorini byder på solnedgange, kan du på Amber Light Luxury Villas vågne op til magiske solopgange over Det Ægæiske Hav. Intet er overladt til tilfældighederne. Hver villa har enten sin egen private udendørs pool eller privat jacuzzi på terrassen. Hotellet har desuden en fuldgyldig spa med sauna, hammam og et godt udvalg af massagebehandlinger, mens restauranten serverer udsøgte middelhavssmage.

Det, som gæsterne fremhæver som det allerbedste, er den eksklusive luksusfølelse til et langt mere fornuftigt prisniveau end i de mere turistprægede dele af Santorini. Da hotellet ligger ret afsides, anbefales det at have lejebil eller quad (firehjulet motorcykel) til at udforske resten af øen.

Bedste tidspunkt at rejse: maj, juni og september byder på perfekte temperaturer og mere pusterum. Sommermånederne bliver meget varme på Santorini, ofte op mod 35 grader, og øen fyldes til randen med turister.
Obs! Hotellet er præget af en romantisk atmosfære for par. Det er ikke det oplagte valg for solorejsende eller en vennetur.

Billedet viser det helt hvide og kalkede værelse, du får på hotellet Amber Light Villas på Santorini. Man kan se dele af en hvidklædt jacuzzi til venstre og åbningen ud mod den private terrasse med solsenge og cafébord. Udsigten viser en krystalklar, blå himmel og hav, som næsten går i ét.

Hotellet Amber Light Villas på Santorini giver dig kombinationen af privatliv, romantik og den ro, som vi alle kunne have brug for mere af. Dette er ikke den dårligste udsigt at have fra sin egen private terrasse.

Hotel Masseria Salinola i Ostuni, i regionen Puglia i Syditalien

Masseria Salinola er det perfekte valg for dem, der ønsker en charmerende, historisk familieatmosfære i det autentiske Syditalien.

I det bølgende bakkelandskab, knap 10 minutter fra den hvide gamle bydel Ostuni, ligger det historiske Masseria Salinola. Det er en syditaliensk herregård, som oprindeligt fungerede som saltlager i 1700-tallet. Her bliver du taget imod med åbne arme af familien Capriglia, som har drevet ejendommen i flere generationer. Personalet er næsten altid til stede under morgenmad eller middag for at sørge for, at gæsterne føler sig hjemme.

Dette er den ægte udgave af Puglia. Værelserne er individuelt indrettet med historisk sjæl præget af synlige træbjælker, rustikke stenvægge og hvælvede lofter i hvid kalksten. Nogle af de mest eksklusive suiter har også privat boblebad. På hotellets store grund ligger en stor udendørs pool med integreret hydromassage, omkranset af gamle oliventræer. Her findes også det økologiske landbrug, som forsyner hotellets restaurant med friske råvarer hver dag.

På Masseria Salinola kan du opleve det, italienerne kalder dolce far niente: glæden ved at lave ingenting. Der er gratis cykeludlejning, så du nemt kan cykle en tur ud i det italienske landskab. Eller slentre rundt i Ostunis hvide gader. Forkæl dig selv med en siesta efter frokost, og lad middagen vare i tre timer. Det er også nemt at besøge puglianske perler som Alberobello, Polignano a Mare og Lecce på en dagsudflugt.

Bedste tidspunkt at rejse: maj til juni og september til oktober. Det er ikke usædvanligt, at temperaturen sniger sig langt over 30 grader i Puglia om sommeren. Regionen er dog langt mindre præget af masseturisme end rejsemålene langs Amalfikysten.

Billedet viser et udsnit af udendørsområdet på hotellet Masseria Salinola i Ostuni i Puglia. Det er næsten som en privat have med hvide havemøbler, omgivet af træer, buske, kaktusser og lanterner, der hænger fra træerne.

Det familieejede hotel Masseria Salinola i Ostuni i Puglia er så tæt på det autentiske Italien, man overhovedet kan komme.

Bajaloglia Resort i Castelsardo på Sardinien:

Den intime stemning og det smukke landskab gør Bajaloglia Resort til et ideelt valg for dig, der søger en ferie i et roligere tempo.

Bajaloglia Resort er et unikt 4-stjernet superior boutique-hotel beliggende på en frodig bakketop lige over den smukke middelalderby Castelsardo på nordkysten af Sardinien. Herfra har du panoramaudsigt over Asinara-bugten, og på klare dage kan du se helt over til Korsika. Fra Olbia Costa Smeralda Lufthavn tager det knap to timer i bil.

Udsigten fra Bajaloglia Resort er nok til at berolige et overaktivt nervesystem. Hotellet har kun 25 værelser og suiter, hvor langt de fleste byder på privat balkon eller terrasse med uovertruffen havudsigt. Her kan du vågne op til synet af Middelhavet, og om aftenen se den historiske middelalderby Castelsardo lyse op under dig. I den hyggelige have ligger en stor udendørs pool med hydromassage, omgivet af naturskønne omgivelser. Derudover tilbyder Bajaloglia Resort shuttleservice til flere sandstrande i nærheden.

Hotellets anerkendte Ristorante L'Incantu er kendt for en fremragende morgenmadsbuffet og serverer lokale, sardinske specialiteter med et moderne twist. Både hotellet og restauranten har opnået stor anerkendelse i Michelin-guiden, og det varme, personlige værtsskab fremhæves konsekvent af gæsterne som et højdepunkt.

Bedste tidspunkt at rejse: maj til juni og september for behagelig varme omkring 25 grader og mere plads på strandene. I juli og august er Sardinien præget af intens varme og store menneskemængder.

Billedet viser landsbyen Castelsardo på Sardinien i solnedgang. Havneområdet, der går over i større klipper, hvor landsbyen klynger sig fast under en rødlig himmel.

Fra hotellet Bajaloglia Resort i Castelsardo på Sardinien får du en udsigt, der virkelig kan sænke pulsen.

Holm Boutique Spa i St. Julian's på Malta:

For dig, der ønsker et hotel med lavere puls og en prisvindende spa, men samtidig vil bo tæt på et livligt byliv og kulturelle oplevelser, er Holm Boutique Spa det perfekte valg.

Holm Boutique Spa er et 4-stjernet designhotel, som ligger i St. Julian’s på Maltas østkyst. Hotellet ligger kun 600 meter fra den smukke Balluta Bay, hvor du finder et livligt folkeliv med restauranter og caféer, og en 15 minutters gåtur fra den populære Sliema-promenade. Du kan nemt tage en lokal bus til UNESCO-byen Valletta på under 30 minutter, mens Malta Internationale Lufthavn ligger cirka en halv times kørsel derfra.

Spa og wellness står i centrum på Holm Boutique Spa. Hotellet har et imponerende stort og prisvindende spa med både indendørs pool, sauna, hammam, isrum, Himalaya-saltrum og jacuzzi foruden et bredt udvalg af massagebehandlinger. På tagterrassen finder du en elegant infinity-pool med udsigt over byen, og hotellet har også et moderne, veludstyret fitnesscenter.

Det, der gør et ophold på Holm Boutique Spa så specielt, er kontrasten mellem stilheden og den centrale beliggenhed. Da hotellet ligger gemt væk i en sidegade uden gennemkørende trafik, kan du forvente fred og ro, til trods for at du befinder dig i hjertet af Maltas mest aktive bydel. En sådan kombination er en sjældenhed på øen.

Bedste rejsetidspunkt: maj til oktober. Malta byder på et behageligt middelhavsklima året rundt, men vintermånederne er for kølige til sol og badning udendørs. Vinteren passer derimod godt til en spaferie med kulturelle oplevelser.

Billedet viser en mindre indendørs pool på hotellet Holm Boutique Spa i St. Julian's på Malta. Over poolen hænger der to store lamper og med siddegrupper rundt om.

På hotellet Holm Boutique Spa i St. Julian's på Malta finder du en prisvindende spa midt i det myldrende folkeliv, men samtidig placeret i en stille og rolig sidegade

Murella Living på Gozo i Malta:

Ønsker du dyb ro, dykning i verdensklasse og vandremuligheder i naturskønne omgivelser? Så bør du absolut overveje et ophold på Murella Living.

Murella Living er et charmerende, familiedrevet B&B-hotel, som ligger i den hyggelige badeby Marsalforn på nordkysten af Gozo, Maltas rolige søsterø. Du kommer nemt hertil fra fastlandet på Malta med færge, som tager omkring 25 minutter, og derefter en 20 minutters køretur gennem Gozos bølgende landskab.
Til forskel fra det travle og urbane liv på naboøen Malta er Gozo præget af grønne omgivelser, landsbyliv og dramatiske klippeformationer. Murella Living er skræddersyet til dig, der vil opleve øens sjæl. Hvert af de 24 unikke værelser er individuelt indrettet med motiver og design inspireret af Gozos rige kultur og natur.

Hotellet ligger 100 meter fra vandkanten og den hyggelige badeby Marsalforn med restauranter, caféer og dykkercentre på stribe. Gozo er velkendt for at være en af Middelhavets bedste dykkedestinationer med krystalklart vand og et rigt og farvestrålende undervandsliv. Du har også nem adgang til vandrestier rundt om øen i uberørt kystlandskab og en harmonisk stilhed, som det er svært at finde andre steder i Malta.

Bedste rejsetidspunkt: april til oktober er perfekt til dejlig sommervarme og udendørsaktiviteter som dykning. Vinteren i Malta er mild og passer glimrende til vandreture uden intens sommervarme.

Værelserne på det familiedrevne hotel Murella Living på øen Gozo i Malta har alle et unikt design. Her ser vi et større værelse med parketgulv, en dobbeltseng midt i værelset foran en stor blå væg. Åbent i rummet er der også placeret et badekar.

På det familiedrevne hotel Murella Living på øen Gozo i Malta finder du værelser, der alle har hver sit design. Her finder du den dybe ro og stilhed i naturskønne omgivelser.

Hotel Riva by Aycon i Petrovac i Montenegro:

Til dig, der ønsker et mindre kendt feriealternativ, som byder på privat strand og nærhed til hyggeligt byliv, er Hotel Riva et perfekt valg.

Hotel Riva By Aycon er et boutiquehotel, som ligger idyllisk på strandpromenaden i den lille kystby Petrovac på Montenegros Adriaterhavskyst. Her bor du med hotellets private strand lige uden for døren og få minutters gang til Petrovac centrum med hyggelige restauranter, butikker og caféer. Afstanden fra Tivat internationale lufthavn er omtrent en time i bil.

Alt er lagt til rette for en ferie med lavere puls på Hotel Riva. Montenegro er stadig en uopdaget perle for mange danskere sammenlignet med Kroatien og Grækenland. Det betyder en mere autentisk atmosfære, færre turister og generelt lavere priser. Hotellets private strand med komfortable liggestole og parasoller sikrer dig fred og ro, selv i højsæsonen når de offentlige strande kan være hektiske.

Hotel Riva tilbyder 34 moderne værelser og suiter med et stilrent design. Hotellets restaurant regnes som en af Petrovacs bedste og er særligt kendt for delikatesser fra havet, som kan nydes med udsigt over Adriaterhavet. Gæsterne fremhæver konsekvent hotellet som et fremragende valg til par og roser det imødekommende personale for deres enestående service.

Bedste rejsetidspunkt: september byder på perfekte temperaturer og pusterum på strandene. Maj og juni er også gode valg. I højsæsonen bliver der ofte temperaturer over 30 grader og store turistmængder.
Obs! Hotellet holder som regel lukket i vintermånederne.

Billedet viser den mindre kystby Petrovac i Montenegro. Nærmest ser vi den gamle havnemur, som strækker sig ind mod byen og bugten. Lige bag bebyggelsen rejser et frodigt bjerglandskab sig.

I denne charmerende kystby Petrovac i Montenegro finder du Hotel Riva By Aycon. Et boutiquehotel med egen privat strand.

Boutique Hotel Casa del Mare Mediterraneo i Herceg Novi i Montenegro:

Med et unikt særpræg, eksklusiv velvære og førsteklasses gastronomi er Boutique Hotel Casa del Mare Mediterraneo et fabelagtigt valg til dig, der søger en ferie med lavere puls.

Boutique Hotel Casa del Mare Mediterraneo er et eksklusivt 5-stjernet boutiquehotel ved den lille kystby Kamenari, uden for Tivat i Montenegro, beliggende dybt inde i den beskyttede Kotorbugt. Afstanden til Tivat internationale lufthavn er under 30 minutter i bil, inklusive en kort tur med bilfærge tværs over bugten. Kystbyen Herceg Novi ligger ca. 25 minutter væk i bil, mens UNESCO-byen Kotor er godt 45 minutters kørsel væk.

Hotellet er som skabt til at berolige nervesystemet. Her får du en intim og unik atmosfære med kun 20 værelser og suiter; hvert individuelt indrettet med inspiration fra middelhavsfrugter og -urter samt lokale kunstværker på væggene. Samtlige værelser har balkon med havudsigt. Derudover har hotellet sit eget private strandområde ved den smalleste del af bugten, hvor vandet altid er roligt. Du kan nyde en luksuriøs spa med indendørs pool, sauna, dampbad og isbruser, eller slappe af ved den udendørs pool i hotellets frodige have. Som en gæst så fint beskriver det: “Der er en gennemgående harmonisk stilhed her, som skaber et eksklusivt og fredeligt miljø.

Maden på Boutique Hotel Casa del Mare Mediterraneo er også i en klasse for sig. Strandrestauranten LIMONETO Restaurant & Beach serverer dagsfrisk fisk og skaldyr ved vandkanten, mens du på tagterrassen kan nyde sæsonbaseret fine dining med panoramaudsigt. Hotellet er desuden blevet tildelt en eftertragtet Michelin-nøgle (hotellernes svar på en Michelin-stjerne), hvilket placerer hotellet i en helt anden kategori end de fleste andre i området.

Bedste rejsetidspunkt: maj, juni og september for roligere strande og behagelig sommervarme. Juli og august byder på et varmere klima, men Kotorbugtens beskyttede beliggenhed sørger for svalere temperaturer selv i højsæsonen.

Billedet viser udsigten fra Boutique Hotel Casa Del Mare Mediterraneo, som ligger mellem Tivat og Herceg Novi i Montenegro. Det blå hav med en stenet kystlinje, palmer, solsenge og en lille privat badebro. Længst inde i billedet ser man et frodigt bjerglandskab.

Du finder hotellet Boutique Hotel Casa Del Mare Mediterraneo mellem Tivat og Herceg Novi i Montenegro. Inderst i Kotorbugten får du særpræg, velvære, havudsigt og gastronomi i verdensklasse. Alt sammen til at berolige nervesystemet.

Din krop mærker forskellen

Der er mange hoteller, som markedsfører sig som rolige og afslappende, men som absolut ikke leverer den form for stilhed og afkobling, der kræves for at berolige et overaktivt nervesystem.

De 12 hoteller i denne artikel gør netop det; tilbyder en dyb ro og privat atmosfære, der hjælper dig med at finde tilbage til dig selv. Og din krop vil mærke forskellen.

Det handler ikke bare om fraværet af høj musik ved poolen eller forventningen om et tætpakket aktivitetsprogram. Hotellerne i denne artikel skaber rammerne for at kunne være til stede i nuet og finde ro i sig selv, for her er god søvn, velsmagende mad, naturskønne omgivelser og velvære selve formålet med opholdet. Der er ikke brug for mere.

Det er forskellen på at komme hjem med et ønske om at være udhvilet og rent faktisk at komme hjem udhvilet.

Hotellerne ser du øverst i højre side af skærmbilledet.

Udvalgte hoteller